Forberedt til fingerspidserne til ingen verdens nytte…


12 dage. Jeg havde nemlig taget mig sammen denne gang og set realistisk på det. Så jeg havde taget 12 dages sygemelding op til, under og efter min operation. Det er jo på mange måde et fuldtidsjob at være patient i systemet. Så to dage før, jeg skulle opereres, skulle jeg tale i telefon med læger. Dagen før skulle jeg sætte tid af til blodprøver og det aktuelle behov for en coronatest. Og så var der jo tiden på den anden side af kateterskiftet, som jeg godt vidste, ville blive tung. For jeg får det altid skidt, og det tager altid længere tid, end jeg tror (og håber) på forhånd. Så 12 dages sygemelding måtte være fornuftigt, og det føltes egentlig godt at have taget en voksen beslutning, der havde til formål at passe på mig selv.


Jeg havde engageret min mor til at agere chauffør på dagen. For jeg ville jo godt være i stand til at cykle ind på Riget, men jeg ville på ingen måde være i stand til at træde i pedalerne, når jeg blev udskrevet. Derfor havde min mor afsat dagen til at hjælpe mig frem og tilbage til hospitalet.


Operationen lå en torsdag, så jeg - og især Martin, der altid observerer mig i den slags situationer - vidste at weekenden, der kom lige efter ville blive en udfordring. Års erfaring har nu efterhånden lært os, at jeg er slatten som en stor teenager i de dage, og derfor ville jeg ikke være meget værd i forhold til børnepasning, madlavning eller andre praktiske gøremål. Derfor havde Martin arrangeret, at han ville tage ungerne, farmor og sig selv i sommerhus, så jeg kunne få helt og aldeles fred til at komme mig. Egentlig gjorde det ondt på mig, at de var nødt til at forlade hjemmet, men igen havde mine tidligere oplevelser vist mig, at det nok ville være en fornuftig beslutning. Både for min, men da især for mine ungers skyld.


Så der var styr på det. Ned til mindste detalje. Der er jo ingen vej uden om, at jeg skal under fuld narkose på kontinuerlig basis. Og så virker det efterhånden som en mere holdbar plan at være godt forberedt og dermed forsøge at komme bedst igennem. Alle mand.


Det er onsdag kl. 13.10, inden operationen torsdag, som jeg skal møde til 7.45. Min telefon ringer. Jeg er egentlig lige midt i et afsnit af én af mine yndlingsserier, “Girls”, men jeg tager den alligevel.

“Det er oversygeplejersken fra Urologisk Afdeling på Rigshospitalet,” lyder præsentationen i den anden ende. Og inden jeg når at overveje, hvad formålet med samtalen er, siger hun:

“Jeg er nødt til at aflyse din operation i morgen, vi har fået taget et leje fra os, så vi kommer selvsagt ikke til at nå alle dem, vi havde planlagt.” Vejet og fundet for let.


På mindre end 10 sekunder er alt den forberedelse og planlægning, jeg, i fællesskab med min mand, havde foretaget på forhånd, helt og aldeles overflødig og ligegyldig. Det er så grotesk frustrerende. Og samtidig er det fuldstændig ude af mine hænder at gøre noget ved situationen. Jeg må bare klappe hælene sammen og acceptere tingenes tilstand. Jeg kan ikke få at vide, hvornår jeg så kan komme til, eller hvornår jeg får en ny besked. Så min rolle er helt og aldeles udspillet, og min sygemelding, engagementet af min mor og min families weekendudflugt skal jeg pludselig forholde mig til på en helt anden måde. Så nu vil jeg tage i sommerhus med min familie og prøve at glemme, at jeg egentlig skulle have haft sat et flueben ved endnu en operation. I stedet er jeg tilbage ved at være uvidende om, hvad der kommer, og hvornår det i øvrigt har tænkt sig at komme. Som patient i systemet er det dit lod. Desværre.


Vil du have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link...