Beslutningen er taget. Jeg skal have fjernet min livmoder. Egentlig er det kun en lille del af en temmelig stor operation, som jeg underlægger mig på Rigshospitalet midt i oktober. Men for mig er fjernelsen af livmoder på en eller anden måde så uendelig symbolsk for det, der skal ske.
Hvor utroligt det end lyder, er jeg faktisk aldrig blevet opereret for endometriose. Lægerne på Riget har forsøgt en enkelt gang, men fandt et kludetæppe af sammenfiltret underliv, organer og andet godt fra maveregionen. Og da de samtidig ikke kunne installere et kateter, som de var afhængige af under operationen, måtte de lægge instrumenterne tilbage, inden de overhovedet var kommet i gang.
Udfordringen er jo så bare, at jeg ikke ligefrem har fået det bedre med tiden. Og nu er vi efterhånden der, hvor jeg ikke længere kan trække den og samtidig har indset, at der ganske enkelt ikke er et godt tidspunkt til den slags. Og så må jeg hellere få sat det flueben og håbe på, at tiden efter bliver nemmere for mig.
Det der skal ske, kan vel bedst beskrives som en hovedrengøring af mit underliv, min tarm og mine urinveje. Sagen er nemlig den, at endometriosen har haft travlt med at besøge samtlige afkroge af min maveregion. Så der er masser at tage fat på. Lægerne skal så også se, om de kan få løsnet min ene urinleder så meget, at den kan bevæge sig frit igen. Kan de ikke de, må de skære den endometriose-angrebne del af og fæstne blæren på den tilbageværende raske del. Samtidig skal tarmene også shaves, som jeg har lært det hedder på specialistsprog, så det overfladiske af alt det endometriose, der har møvet sig ind i mit tarmsystem kommer væk.
Og så er der altså fjernelsen af livmoderen. Hysterektomi som det hedder på fagsprog. Det har jeg det stramt med. Vi taler jo om mine børns allerførste bolig. Det indvendige ultratrygge forældrekøb. Den har båret på de to vigtigste mennesker i mit liv, og det virker brutalt, at den skal hives ud. Derudover er det på mange måder jo det, der, i hvert fald anatomisk, definerer mig som kvinde, og jeg har jo altid haft den, så jeg aner ikke, hvordan det er at leve uden den. Og tanken skræmmer mig langt mere end den fascinerer mig.
Men det er en del af pakken, og det er lægernes klare anbefaling, at den skal ud, så den ikke kan skabe mere ravage. Specialisterne har i det hele taget over en årrække talt for, at vi skal have det ud, der fylder og som får det hele til at ligge samlet i en ubevægelig blok i midten af min mave. Og når jeg nu ikke ved, hvad fremtiden bringer - for ingen kan som bekendt love sig i morgen, når det kommer til endometriose - ja, så har jeg valgt at lytte til deres anbefalinger og give dem adgang til det ømmeste og mest problemfyldte sted i min krop.
Forløbet er endda allerede begyndt, for i denne uge har jeg været på operationsbordet på urologisk afdeling på Rigshospitalet, hvor de har konverteret den stent, jeg har på min venstre urinleder til et JJ kateter. Der er jo heller ikke noget, som at fejre en kommende fuld narkose med en fuld narkose generalprøve. Så på mange måde er afskeden med min livmoder allerede begyndt, og jeg fornemmer den bliver lang, tårevædet og måske endda lidt desperado. Men på en måde, tror jeg, det er godt, at jeg har noget at ‘sørge’ over, når nu det, der venter om to uger er så kolossal en omgang. Det er nemmere at fokusere på den lille del i det store end hele bjerget af operation, der venter forude. Og jeg må bare erkende, at det er sværere for mig at sige farvel til min livmoder, end jeg havde troet. Og måske er det også en symptom på, hvor svært jeg synes, det hele er i det her opslidende forløb med endometriose.