Det kunne lyde som titlen på et nyt P3-hit. Men desværre er det ikke så svedigt. I stedet er det en beskrivelse af min tilstand efter et skift af mit JJ-kateter i denne uge, og der er egentlig ikke noget overraskende i det. For forløbet er det samme, hver gang jeg skal igennem den her simple og uproblematiske operation.
De første to døgn er jeg slatten som en daggammel karklud, fordi narkosen altid rammer mig benhårdt. Jeg bliver så syg af den og kan intet holde i mig. Fed ekstra foræring at få oveni. Men jeg er derfor totalt billigt til salg og kommer kun igennem ved at indtage Faxe Kondi og så ellers ligge så absolut stille så muligt. For enhver bevægelse provokerer den insisterende kvalme.
Heldigvis aftager den så, men som den gradvist forsvinder, flytter en anden ubelejlig gæst ind i min krop. For alt i mit underliv sidder jo klistret sammen på grund af endometriosen, og lægerne har forklaret mig, at det faktisk kan være svært at se, hvad der er hvad i den ømtålelige afdeling. Og derfor er resultatet af et skift af et kateter på urinlederen, at den omkringliggende endometriose bliver irriteret og på tøsefornærmet vis begynder at skabe sig. Og derfor begynder jeg et par dage efter operationen at være plaget af alle de velkendte endometriose-gener.
Jeg har smerter fra min navle og nedad, faktisk stopper den først reelt ved knæene. Og hele området omkring mit bækken føles som om, det er i brand. Ildebrand i mit underliv. Så trækker det ned i mine inderlår, og hvis jeg står op eller bruger for mange kræfter i for lang tid, bliver det værre. Det svider, river og bider. Det er som om, den del af min krop har været i krig. Samtidig har jeg så en følelse af at have 42 i feber, være definitivt tappet for kræfter og være indehaver af en bragende hovedpine. Og det er altså alene fordi, endometriosen reagerer i det øjeblik, der er noget der strejfer den. Det er endda velvidende, at jeg hver måned bliver sat i kunstig overgangsalder med Zoladex, for at kontrollere dens kontrollerbare væsen. Og det er - må jeg sande - så ikke engang nok til at holde den fra at bestemme.
Det er simpelthen så opslidende, og jeg ville sådan ønske, at jeg som andre, der får samme operation, ville være i stand til at rejse mig fra sygesengen og gå på arbejde to-tre dage efter. Men det tillader endometriosen ikke, og det er endnu en grund til, at den er så svær at leve med. For mange vil have svært ved at forstå, at så enkel og problemfri en operation kan kræve 10-12 dages sygemelding. Og jeg forstår virkelig godt, at for dem, der ser på udefra, kan det virke lidt voldsomt. Men til gengæld er jeg ret sikker på, at alle jer med endometriose forstår. For det er bare virkeligheden for os, der er ramt. Endometriosen er altid lige i nærheden til at huske os på, at vi aldrig bliver fri for dens ubehageligheder. Den ligger hele tiden på lur.