Nogle ville nok kalde mig tung at danse med i den periode af mit liv. Især lægerne. For jeg havde mere end svært ved at forstå alvoren ved min endometriose-diagnose. Og det var faktisk først, da jeg stod der foran vores badeværelsesspejl i vores andelslejlighed i indre by, at jeg forstod det. For efter et akut-besøg på Rigshospitalet, der varede mindre end 15 timer, var jeg vendt hjem med en nefrostomi. Ene og alene fordi endometriosen på mine urinveje havde nået en størrelse og placering, der gjorde, at det lavede så massiv en passageforhindring på min venstre urinleder, at min nyre blev overbelastet.
Siden den dag, hvor jeg kom hjem med et plastic-arrangement uden på kroppen, som skulle gøre det ud for min urinleder og blære, har jeg forstået, at jeg ikke bare sådan er lidt generet på mit urinvejssystem. Jeg er nyrepatient. For altid. Og hvis jeg skulle glemme det, så bliver jeg husket på det, hver eneste gang det er tid til at skifte det kateter, jeg har på min højre nyre. Det har nemlig været en fast integreret del af min krop i de seneste fire års tid. På den ødelagte venstre side sidder en stent - en lille fjederlignende tingest - som hjælper min urinleder med at skabe passage, der hvor endometriosen ellers har gnavet sig grådigt igennem. Men på den højre side har jeg så et klassisk JJ kateter, som det hedder, fordi en krølle i hver ende af en lang plasticstang får det til at ligne to j’er. Sådan et kateter skal skiftes med jævne mellemrum, så det ikke gruser helt til.
I næste uge er det så tid igen for mig. En operation på Rigshospitalet under fuld narkose skal i et snuptag give mig et nyt frisk kateter i min højre urinleder. Operationen er nærmest ubetydelig. En rutineret urolog kan fikse det på under en halv time, og så burde det vel være det. Men det er det bare ikke.
Jeg tåler narkosen meget dårligt, så jeg bliver altid forkvalmet og utilpas på den anden side. Men det er faktisk det mindste problem, jeg har i forbindelse med sådan en operation. Når der er gået et par dage efter operationen, begynder min endometriose nemlig at skabe sig. Det hele sidder jo tæt filtret sammen i det område, og når de så rykker lidt rundt i mig, som jo er nødvendigt ved sådan et kateter-skifte, så bliver endometriosen på en eller anden måde irriteret og skabagtig. Så jeg bruger i hvert fald en god uge derfra på at være ret skidt kørende. Smadret, en høj grad af ubehag og en følelse af at have 39 i feber præger tiden efter sådan en operation. Jeg har ofte forvekslet det med en rigtig infektion, for det er selvsagt en risiko at score sig en blærebetændelse under sådan en omgang. Men ofte har det vist sig bare at være min ulidelige uven endometriosen.
Så jeg går ikke ligefrem og glæder mig i de her dage. Det er bare topnederen at være forberedt på at blive sat ud af spillet og nede på fysikken. Men der ingen vej udenom, for endometriosen har sat dagsordenen på mine urinveje, og det er der ganske enkelt ikke en skid, jeg kan gøre ved. Og jeg må gøre som lægerne siger, for jeg skal aldrig have en nefrostomi igen. Det var så absurd deprimerende, at jeg håber, det er første og eneste gang, jeg skal prøve det. Aldrig mere en fatsvag jubelidiot med stomi.