Sofie Vedel Jensen er 20 år og endometrioseramt. Hun tegner og bruger tegningerne i forhold til sin sygdom. Her fortæller Sofie, hvordan hun bruger det kreative rum i forhold til endometriosen.
Fortalt til bloodyhell.dk
“Endometriose påvirker mig rigtig meget mentalt. I de dårlige perioder, har jeg mange smerter, og så fylder det selvsagt. Men i de gode perioder, tænker jeg faktisk også en del på det, fordi jeg så bekymrer mig om, hvornår der igen kommer en dårlig periode.
For mig handler min endometriose primært om underlivssmerter. Jeg oplever smerteanfald i mine dårlige perioder, og det er bare super træls. Mine menstruationer koster som regel tre dage på langs. Samtidig er jeg som mange andre meget træt, og derfor kan jeg ofte være nødt til at aflyse sociale arrangementer og sætte mit sexliv med min kæreste helt på pause.
Jeg bruger derfor ofte mine tegninger til at få de frustrationer ud, man naturligt får, når man lider af endometriose. Og så er det en god måde for mig at kunne vise mine nærmeste nogle af de ting, jeg ikke kan forklare med ord. Jeg kan bruge timevis på det, men det er svært i mine dårlige perioder, for der er jeg nødt til at prioritere at sove, spise og passe min hverdag på universitetet.
Det at mit underliv er i smerte mere eller mindre hele tiden er bare så frustrerende Det at jeg tegner, kan trække nogle af de tanker ud af mit hoved og ned på et stykke papir. På den måde bliver det meget mere konkret og er ikke længere sådan en stor sky af følelser og tanker, der bare hænger over mig konstant.
Det er svært for dem omkring mig at se på, når jeg har det skidt. De vil jo gerne hjælpe mig, men der er jo ikke rigtig noget, de kan gøre. Så tegningerne er en god måde at udtrykke mig på og samtidig aflaste mine nærmeste. Jeg viser ofte min familie, kæreste og venner mine tegninger, fordi jeg er stolt af dem, og fordi jeg på den måde kan vise dem, hvordan jeg har det.
Jeg har tit svært ved at slippe en tegning, fordi jeg kan blive ved med at nørde og tilføje en masse detaljer. Men når jeg kigger på tegningerne bagefter, kan jeg mærke en lettelse. Jeg har formået at bruge mine hænder til at få nogle tanker og følelser ud af kroppen og ned på et stykke papir. Det er lykkedes mig at konkretisere en følelse, der ellers er så kompleks, at den er uoverskuelig. Men nu ligger den der på et stykke papir, og så kan den få lov at blive der et stykke tid.”