Det betaler sig, at vi bliver ved med at tale om det

"Det betaler sig, at vi bliver ved med at tale om det. Fagligt, politisk og menneskeligt. Det flytter rent faktisk noget."

Sådan sagde jeg blandt meget andet, da jeg i fredags deltog i fejringen af Alliancen for Kvinders Sundhed. På deres første fødselsdag havde de inviteret mig til at holde en lille tale om vigtigheden af, at vi taler om kvinders sundhed, så vi sammen kan bryde tabuer.

Det er jeg meget taknemmelig for at få lov til, det ligger mig nemlig sådan på sinde. Åbenhed og samtale er det eneste rigtige, når vi skal håndtere og kæmpe for at vende årevis af nedprioritering af kvinders sundhed. Vores kroppe må aldrig blive tabu, det har vi ligesom prøvet, og det var ikke en succes.

Det var sådan et fint arrangement, der kun var med til at minde mig om, at vi er rigtig mange, der kæmper for det sammen, og det er både væsentligt og vigtigt, når det kommer til kvinders sundhed.

Tak til Alliancen for muligheden og for at markere både sig selv og sagen med fødselsdagsfejringen.

Du kan læse talen i sin fulde længde her:

For god ordens skyld, og fordi jeg jo ikke kan regne med at alle ved, hvem jeg er, laver jeg lige en lynintroduktion.

Jeg hedder Louise Dreisig. Jeg er journalist og forfatter, og så er jeg syg med den kroniske sygdom endometriose. De to sidstnævnte titler - altså forfatter og syg - er kombineret i min bog Bloody Hell, som jeg udgav i 2020. 

Bogen - eller nærmere teksten -var i første omgang helt og aldeles for min egen skyld. Den skulle som udgangspunkt ikke udgives, for den var tænkt som et selvterapeutisk projekt, fordi det er benhårdt at være hovedpersonen i et forløb med endometriose. Det er nemlig en gigantisk mental øvelse. Så mens min krop var lagt i jerngreb af sygdom, var mit hoved på konstant overarbejde for at prøve og forstå, hvordan mit liv var radikalt forandret. 

Men hvad der egentlig skulle være et overblik over mine egne oplevelser, endte med at blive til en fortælling, der også ville kunne gavne andre. Hvis ellers jeg turde at dele. Og gjorde jeg nu det?

Endometriose er kort fortalt en sygdom, hvor væv der ligner det, du har i livmoderen, flytter sig andre steder hen i kroppen og i værste fald infilterer dine organer. Og det er selvsagt ikke det, man går og drømmer om at dele ud af. For det ville jo først og fremmest kræve, at jeg delte ud af mit underliv. Jeg skulle - offentligt - tale om feks min livmoder, mine æggestokke og min menstruation. Ikke ligefrem et drømmescenarie. Og jeg var da også længe i tvivl om, om jeg skulle lade Bloody Hell forblive den selvterapi, den var tiltænkt i første omgang.

Men voldsomheden af mine oplevelser, den altoverskyggende ensomhed i processen og ikke mindst en nagende uretfærdighedsfølelse, fik mig alligevel til at gå med at få ordene i trykken og dermed give, hvem der skulle have lyst, et indblik i mit allermest sårbare sted.

Og det skulle vise sig at være det helt rigtige valg. Men et rigtigt valg kan også være en meget overvældende oplevelse. Jeg blev nemlig væltet af personlige henvendelser fra kvinder, der havde været igennem lignende forløb. Mange skrev, det var som at læse deres egen historie. Andre fortalte om, hvordan de var blevet svigtet i systemet og derfor var blevet sygere end nødvendigt. Og så var der dem, som var overbeviste om, at de også havde endometriose, men som ikke kunne få den rigtige hjælp, og derfor led på daglig basis. Og her gik jeg og troede, at jeg blot havde skrevet en lille personlig beretning, som en lille sluttet gruppe kunne have glæde af.

Jeg havde på ingen måde forudset, at min egen historie kunne slå døren ind og gøre et tabu til noget, vi pludselig turde tale om. Jeg kunne ind i mellem næsten ikke overskue den måde, fortællingen havde fået det hele til at springe i luften på. Det virkede næsten uoverstigeligt til tider. Men det var da helt ærligt megagodt, at det hele eksploderede. For vi trængte jo til, at der blev sat ild til dynamitten. Vi kvinder med endometriose var jo en tikkende bombe af forfærdelige og hjerteskærende historier. Ødelagte liv og bristede drømme, de fortjener også at blive fortalt om. Også selvom håbet og optimismen ikke præger de historier.

Så selvom jeg mange gange siden har rystet på hovedet af mig selv, når jeg tænker på, HVOR tilgængelig jeg gjorde viden om mit underliv med den bog, så var det - og vil det altid være - den rigtige beslutning at dele det. For siden har jeg læst et utal af artikler og debatindlæg om emnet, og jeg set mange modige kvinder stille sig frem på TV eller i radioen og fortælle om, hvor hæsligt det er at leve med endometriose.

Samtale er vejen frem. Særligt for sårbare emner. For vi skal skabe et fælles sprog, når vi skal ændre på en autopilot, som er indstillet forkert fra begyndelsen. Vi skal ikke skamme os, for det er ikke vores skyld. Samtalen om endometriose er åbnet op, og den har lært os, at vi er mange flere, end man skulle tro. Den har lært os, at vi kan gøre tingene bedre og mere hensigtsmæssigt, end vi gør det i dag. Og så har den lært os, at når vi kvinder med endometriose nu gik rundt og synes, det var uretfærdigt, så var der faktisk noget om snakken. 

For selvfølgelig skal du ikke lide unødigt, fordi du er kvinde og har din menstruation. Og naturligvis skal du kunne stole på, at du får den rigtige hjælp så hurtigt som overhovedet muligt i vores system, når du er syg med så alvorlig kronisk sygdom, som endometriose er. Ligesom du også skal kunne regne med, at der er en plan for, hvordan du med en diagnose i hånden supplerer din nye tilstand med hjælp, der giver dig den bedst mulige balance og dermed stiller dig langt bedre i verden.

Det er næsten så indlysende, at det er til at grine af. Men det er stadig ikke virkelighed. Vi får et forskningscenter i det nye år, og det falder på et knastørt sted. Men det alene løser ikke alle de udfordringer, der er med kvinders sundhed. For der er stadig masser at tage fat på, masser vi kan forbedre.

Og derfor er den her dag, hvor vi fejrer Alliancen for Kvinders Sundhed, så vigtig, for det viser os, at det betaler sig. Det betaler sig, at vi bliver ved med at tale om det. Fagligt, politisk og menneskeligt. Det flytter rent faktisk noget. Særligt når vi gør det på tværs. For I ville aldrig kunne have fortalt min historie, og jeg ville aldrig kunne ha åbnet de politiske døre, I er lykkedes med at åbne.

Samtalen må aldrig dø ud eller forstumme. For med samtalen kæmper vi for lighed. Og ligheden skal kunne ses i alle afkroge af vores samfund. Også i sundhed. Sygdomme der rammer kvinder skal også frem i lyset, vores kroppe må aldrig blive tabu. Det har vi ligesom prøvet, og det var da ikke sådan rigtig en succes.

Så tak for at vi endelig taler om det, tak for at det for mig og en masse andre var det værd at dele, tak for at vi er rigtig mange, der er fælles om det, og tak for at vi sammen insisterer på fortsat forandring.

Stort tillykke med fødselsdagen!