Jeg elsker virkelig mine børn. Sådan helt ind i knoglerne. Ofte tager jeg faktisk mig selv i, at jeg savner dem fem minutter efter, jeg har afleveret dem i institutionen. Så da vi alle sammen pludselig kendte vores nye Corona-virkelighed, var mit hoved primært fyldt af, hvordan skal vi få tiden til at gå - men også, hvor dejligt det kunne blive at være sammen med dem over længere tid. For på trods af mit og min mand Martins hjemmearbejde og deres sædvanlige rastløshed, så var det jo på mange måder en gave at have den tvungne tid i vores lille familie.
Jeg fandt bare hurtigt ud af, at det harmonerer utrolig dårligt med min endo-udfordrede krop. I en eller anden form for ja-hats rus må jeg have glemt, hvordan det er, jeg ofte har det i weekenden. I normale weekender begynder jeg nemlig allerede søndag formiddag at være tappet for kræfter og overskud. For faktum er, at jeg har brug for ufatteligt mange pauser. Pauser hvor der er ro, hvor jeg kan sidde eller ligge ned og lige få min krop og mit hoved i vater igen. Vores datter Irene er fire år, mens vores mindste Buster er et år. Så behøver jeg nok egentlig ikke forklare så meget mere omkring, hvordan den kombination er noget nær umulig at få til at gå op.
Og så skal man jo så i de her Corona-tider lægge til, at det er svært at tage nogen steder hen for adspredelse, og det er også svært at trække alt for meget på bedsteforældre, der immervæk er noget oppe i årene og derfor er nogle af dem, vi skal huske at passe ekstra godt på i den her situation. Desuden er mit eget immunforsvar jo nok heller ikke ligefrem sådan et, man kan vise frem i en glasmontre til fremtidens befolkning som det stærkeste, man nogensinde har set. Så pludselig hobede udfordringerne sig op foran snuden på mig, mens jeg stædigt forsøgte at beholde en optimistisk cheerleader-tilgang til situationen, vi alle er tvunget ud i - og nu ved vi endda, at det minimum bliver til og med påsken.
Det vil jo være ærgerligt, hvis perioden uden adgang til institution, udflugter eller voldsom brug af bedsteforældre endte med, at jeg på den anden side står fuldstændig mast og færdig. For min erfaring siger mig, at det godt kan tage det meste af en måned at få det vendt igen. Og hvis jeg skal være på i over fire uger uden de store chancer for pauser, hvor min krop kan restituere, er det med et smerteligt forudsigeligt resultat.
De første dage var min oplevelse, når jeg lagde mig på sofaen, efter ungerne var puttet, at himlen nærmest åbnede sig, mens jeg blev svøbt ind i imaginær skønsang, som på magisk vis aede min krop med den blideste omsorg. Der var ingen tvivl om, at min krop skreg på den tid, jeg har på langs efter en hel dag, hvor opgaverne bare står i kø, og hvor du kan gå fra at servere havregrød, til at spille vendespil, til at skifte en lorteble, der er kravlet op af ryggen på under et kvarter. Og der er altså mange kvarter på en dag, minder jeg lige om.
Løsningen er blevet en tre-trins raket. Lad mig med det samme krybe til korset og sige, at mine børn ser mere fjernsyn, end de plejer i de her uger. Også mere end både jeg og Martin synes er fedt. Men hvis vi alle sammen skal overleve den her periode, har jeg været nødt til at give lidt køb på principper og love mig selv, at vi fikser nedtrapningen på den anden side. Dernæst har jeg fundet ud af, at det faktisk kan lade sig gøre at lave praktiske opgaver interessante, så vi kan lave noget nyttigt sammen, der lige flytter sig lidt fra hverdagslivet i dukkehuset, jorden er "lava" eller en leg, der kræver, at jeg kender alle karaktererne i en eller anden tegnefilm til bunds. Det er jo ikke fordi, jeg slapper af ved huslige pligter. Men det gør jeg jo ikke uanset i den her periode, så det føles trods alt bedre at vaske køleskabet eller sofahynderne, og det er faktisk muligt at få mine små størrelser til at acceptere den slags som en reel aktivitet. Og så er lege, man enten kan sidde eller ligge ned til den vildeste øjenåbner. Vi har indtil nu brugt timer på at kaste en ballon i mellem os. Mig i lænestolen eller på en madras, mens ungerne flyver rundt i stuen, som var de Kasper og Peter Schmeichel.
Derudover har min altid omsorgsfulde mand lagt et vigtigt programpunkt hver dag. Når Buster sover til middag, får jeg også en lur. Og det gør det muligt for mig at samle kræfter til at klare eftermiddagen med kombinationen af hjemmearbejde, hjemme-institution og hjemme-kuller i kraftig vækst. Jeg er kommet frem til, at det er recepten, der skal tage os gennem de her uger i eksil, og så håber jeg, at prisen på den anden side er knap så høj, som jeg kunne frygte.