Lange indgående samtaler om livet er ikke en luksus, man har, når man har små børn. Som oftest er man i gang med at lave en portion havregrød, skifte en lorteble eller læse ‘Bennys Badekar’ for Gud ved hvilken gang. Og hvis ikke man lige er optaget af at opfylde behov efter behov for de små størrelser, er man med stor sandsynlighed alt for træt til at føre en samtale - jeg kan sågar være for mast til at stave til mit eget navn.
Men det er faktisk ærgerligt, for når det så alligevel sker, synes jeg ret ofte, jeg bliver beriget på måder, der flytter mig. Forleden ramte jeg, efter mange ugers ringen forbi hinanden, en dejlig lang telefonsamtale med min gode ven Jesper. Vi vender altid stort og småt, når vi endelig finder tiden til det, og pludselig spurgte han ind til, hvorfor jeg egentlig ikke bruger min Instagram-konto mere til at komme ud med historierne på den her blog.
Længe snakkede jeg lidt uden om, fordi jeg egentlig godt selv er klar over, at jeg bevidst undlader det. Men jeg synes bare ikke rigtig, at forklaringen på det er så pæn. Men efter at Jesper i nogle minutter havde gået til mig, for at få mig til at forholde mig ordentligt til det, sagde jeg: ‘Jamen, det er fordi, jeg ikke vil pådutte andre alle de sygdomshistorier’. Ja, det sagde jeg rent faktisk. Og når jeg nu sidder og skriver det, kan jeg da virkelig godt se, det virker dumt og selvudslettende på sådan en helt bizar måde. Men det Jesper svarede var den reelle øjenåbner for mig.
‘Jamen, de HAR jo allerede valgt dig’. Det svar ramte mig lige i maven. Fordi det blev så lysende klart, at jeg jo skal stå ved, at jeg er den, jeg er. Også med min sygdom. For den er uundgåeligt en del af mig. Og det er den jo sådan set også på Instagram. Alligevel har jeg stadig en evne til at distancere mig selv fra min sygdom. Selvom den i mit hoved og i min familie fylder uhørt meget og har en upassende central plads, så har jeg stadig svært ved at tage den helt og holdent på mig i alt, hvad jeg foretager mig. Primært fordi jeg er bange for, jeg generer andre med al den dårligdom. Det er jo ikke ligefrem happy go lucky historier man kan dele ud af, når man er ramt af endometriose.
Men jeg ville jo ikke selv blive irriteret, fornærmet eller sur over, hvis én af dem, jeg selv havde valgt at følge på Instagram, fortalte om at være blevet kronisk syg. Dybest set kan man sige, det er en del af livet, og det sker bare for nogen af os, at sygdom møver sig ind i vores virkelighed. Og jeg synes alligevel ofte, at tingene er for pæne på sociale medier og især på Instagram, så på den måde, kan jeg jo passende bidrage til, at det hele ikke bliver glansbilleder med glimmer og flyvende enhjørninger - i hvert fald på min profil.
Og så kan jeg samtidig tage fat på arbejdet omkring at være 100 procent ærlig omkring min sygdom. I alle sammenhænge og i alle rum, jeg træder ind i. For det der behov for at snakke min situation ned kommer inde fra, og det er udelukkende skabt af mig selv. Jeg er jo ikke kun min sygdom, men den er trods alt en ret insisterende stamgæst, der aldrig rigtig går hjem. Og derfor må jeg arbejde på at finde en balance, hvor der er plads til det hele af mig. Også på Instagram. Og så vil jeg sende Jesper en kærlig tanke, når det lykkes.