En kronisk sygdom kan virkelig holde en til jorden. Altså sådan helt nede på jorden. Bedst som jeg gik og havde det lidt selvfedt over, at jeg har skrevet en bog og endda fået lidt plads i medierne til at diskutere endometriose og de vilkår, vi der har endoen lever under, så skulle jeg i tirsdags til tjek på Rige. Det var der, jeg virkelig kom ned på jorden igen.
I over et år har jeg nu været behandlet med Zoladex, og nu skal der så tages stilling til, hvad der skal ske ud fra, hvordan jeg går og har det. Og jeg må jo indrømme, at selvom jeg har fået det meget bedre med Zoladex, så har jeg bare stadig mange helt utrolig dårlige dage. Det føles egentlig ret uretfærdigt, fordi jeg gør så mange ting rigtigt. Jeg spiser antiinflammatorisk, jeg dyrker meget yoga og jeg sørger for at give mig selv alle de pauser, jeg kan. Det hjælper mig jo helt klart også, men jeg er bare nødt til at se i øjnene, at det ikke er nok. I hvert fald ikke godt nok.
Og det er så her en operation kommer på banen. For faktisk er jeg aldrig - til trods for mange års følgeskab med endo - blevet opereret for netop den. Men jo mere tiden går, jo mere læner jeg mig op af en operation. Og det er desværre ikke af den ukomplicerede slags, for havde det været det, havde jeg bare bedt dem om at fyre den af, fordi jeg alligevel har ligget et utal af gange på et operationsbordet - med alle mulige af endometriosen afledte problemer - og døset hen med fuld narkose flydende i blodårene. Så det skræmmer mig som udgangspunkt overhovedet ikke.
Der er først og fremmest det følelsesmæssige i, at en operation er et endeligt farvel til at få flere børn. Når man tænker på, hvor hårdt det har været at bringe de to til verden, som jeg har, undrer det mig, at det stadig berører mig at lukke den dør. Men jeg synes virkelig bare, det er supersvært. Jeg har altid drømt om at få mange børn. Til gengæld har jeg aldrig drømt om, at det ikke var mig selv, der bestemte, hvornår det var slut. Min fornuft fortæller mig selvfølgelig, at det på ingen måde ville være smart at udfordre skæbnen. Og et nyt graviditetsønske ville stille mig og min endometriose i en meget sårbar situation, og det er nok ikke lige det, der er brug for. Men mit hjerte har bare svært ved at følge med. Det er helt reelt sådan, at jeg får en urimelig stor klump i halsen, som jeg ikke kan formå at synke væk, når jeg tænker på det. Så det mentale arbejde, kan blive en uoverstigelig størrelse.
Så er der det faktum, at min ene urinleder er ramt i et omfang, der med stor sandsynlighed gør det
nødvendigt at skære noget af den af og sætte den resterende del fast på blæren. Det er der andre endopatienter før mig, der har prøvet. Men mit altoverskyggende problem er, at min venstre urinleder, som det handler om, sidder på min “gode” nyre. For på min højre har jeg kun godt 20 procent ydeevne, og det er bare ikke særlig meget at sidde tilbage med, hvis noget går galt med den installation. Så jeg er rystende bange for, at jeg får komplikationer i mit urinvejssystem på grund af en måske uundgåelig endometrioseoperation.
Nu venter en MR-scanning, en masse lægekonferencer og en stor og rummelig tænkeboks til mig. Og selv på den anden side af det, er jeg ikke sikker på, der er nogen rigtig beslutning. Skal jeg leve med den tilstand, som jeg er i lige nu, og som ærlig talt ikke er prangende? Eller skal jeg under kniven, vinke endeligt farvel til flere børn og risikere at få andre helbredsproblemer med i pakken? Det står ikke skrevet i neon, og jeg piver ærlig talt lidt i de her dage. Så hold dig endelig ikke tilbage, hvis du har opmuntrende ord, eller det helt rigtige svar på, hvad mit valg skal falde på.