Hvornår er man egentlig for syg til at gå på arbejde? Det er altså en overvejelse, jeg har stået med en del gange i mit liv. Især over de seneste 5-6 år. Jeg har haft en periode i mit liv, hvor jeg ville have prioriteret at tage på arbejde, selvom jeg havde revet et af mine lemmer af. Man kan jo godt være radiovært, selvom man må slæbe sin højre arm efter sig ind i studiet. Knapperne kan fint køres med venstre, og mig bekendt behøver man ikke andet end en galopperende mund for at fylde tiden mellem musikken.
Men hvorfor er det egentlig så vigtigt for mig at gå på arbejde, når jeg helt åbenlys er i så sløj en forfatning, at jeg burde blive hjemme? Altså når det kræver et varmt bad på den gode side af en halv time og et heftigt indtag af smertestillende at komme på det niveau, der gør, at jeg kan slæbe mig på job. Det tror jeg faktisk, der er mange forklaringer på. Først og fremmest tror jeg, jeg er opdraget med en lidt for høj moral. Det er jo helt klart gode egenskaber at være pligtopfyldende og ansvarsfuld, men det kan da virkelig også tage overhånd. Jeg kan i hvert fald pege på lidt for mange situationer i mit liv, hvor jeg har taget de egenskaber så alvorligt, det har været på bekostning af mit velbefindende. Og det virker altså helt objektivt set dumt.
Ville jeg have syntes, at en kollega skulle vælge det samme som mig i lignende situation? Aldrig i livet. Hvis jeg var bekendt med, at en kollega led i samme liga, som jeg i lange perioder har gjort, kunne jeg aldrig drømme om at se ned på, at vedkommende meldte sig syg. Hvad i alverden skulle man da tage på arbejde for i sådan en situation? Det er jo bare arbejde, og ens helbred må til enhver tid komme først. Det er mærkeligt, som man kan skævvride forventningerne til én selv i forhold til, hvordan man ville have set på dem, hvis det var en anden, der havde stået med den samme tilstand og dertil hørende gener. Faktum er i hvert fald bare, at jeg altid bliver i tvivl, når det handler om mig selv. Og den tvivl fører ofte til den dårligste løsning. At samle al den tapperhed, det er muligt, bide tænderne sammen og komme afsted iført et stift smerteplaget smil.
Derfor må svaret også i det specifikke tilfælde - altså endometriosen - være, at det handler om menstruation. Alene det at skulle italesætte det som det altoverskyggende problem over for sin chef, kollega eller medvært er for mig grænseoverskridende. Der er risiko for så mange ubehagelige pauser, lidt for nervøse formuleringer og ikke mindst ufrivillige invitationer ind i underlivet, som jeg ellers forsøger at holde rimelig privat. Eller sagt på en anden måde: jeg har altid foretrukket selv at vælge, hvem der bliver inviteret indenfor i mit underliv.
Man kan løse det på mange måder. Man kan angive noget andet for sin sygemelding. Man kan blive forhindret af personlige årsager. Og man kan - som jeg ofte har valgt - suck it up, tage afsted og prøve på at overleve. Dybest set er alle de ovennævnte løsninger fesne i forhold til den, der rent faktisk ville give mening. At fortælle sandheden. Men det er bare ikke så nem en løsning at vælge, fordi der følger så meget forklaring med. Og fordi man værst af alt kan blive mødt med en tag-en-panodil attitude, og den har man på ingen måde brug for i den situation, hvor man i forvejen er max presset på smerter, kæmper med en svært oppustet dunk og kvalme. Men hvorfor jeg næsten altid har valgt løsningen med at passe mit arbejde frem for mig selv, kan jeg simpelthen ikke komme nærmere. Men på bagkant erkender jeg, at det virker fjollet. Uagtet hvad andre ville synes om mig og min sygemelding.