Mad med mening



Bevæbnet med min computer i skødet, en blok ved min side og en koncentrationsrynke i panden har jeg mange gange siddet i min sofa og finkæmmet internettet for ting, der kunne hjælpe mig og mine endometriosesymptomer. Og der er et utal af bud på, hvad der kan lette symptomerne og dermed løfte livskvaliteten, når man kaster sig ud i det store internet for at finde en løsning. Og pointen er nok, at det er ekstremt individuelt, hvad der hjælper den enkelte.


I sensommeren i 2016 skulle Martin på arbejde i udlandet i en lille måneds tid, og det betød, at jeg var helt alene hjemme med en lille baby på seks måneder, som stadig udelukkende var interesseret i mælk og lidt grød. Og derfor så jeg mit snit til at teste kostomlægninger. Jeg havde læst mig frem til, at den antiinflammatoriske kost kunne være en mulighed for mig, fordi den - som navnet antyder - har fokus på at nedbringe inflammationen i kroppen. Det blev derfor den første diæt, jeg kastede mig ud i at prøve.


I grove træk skulle jeg på afvænning fra hvidt brød, pasta og ris og for meget kød. Til gengæld skulle jeg skrue gevaldigt op på grøntsagsbarometeret og købe væsentligt større mængder fisk ind. Heldigvis gør sommeren de fleste ting lettere, når det kommer til råvarer. Så jeg provianterede i vildskab af blandt andet avocado, kål, tomater, blåbær, laks og krydderurter. Og så skulle det ellers stå sin prøve at være mere regulerende, når det kom til det, jeg skulle putte i munden.


Nu skal jeg selvfølgelig prøve at lade være med at overdrive, men jeg husker det som om, at inden den første uge på antiinflammatorisk kost var overstået, havde jeg det markant bedre i min mave og med min generelle tilstand. Jeg følte mig simpelthen lettere og mindre låst i mit tarmsystem.




For helt ærligt har jeg altid inden da, så længe jeg kan huske tilbage, haft store problemer med min mave. Jeg har - for at være fuldstændig direkte - holdt alt for mange prutter inde, fordi de ikke rigtig egner sig på en arbejdsplads, til en fin middag eller på bar med vennerne. Jeg har haft perioder, hvor jeg kunne gå på toilettet op til 10-12 gange på en dag med voldsom og meget smertefuld diarré. Og når jeg havde min menstruation, var det bare endnu værre. Så kunne jeg sidde på das i timevis i en tilstand, der føltes som om, der indvendigt blev slået knuder på mine tarme. Faktisk har jeg i perioder helt undgået at spise, hvis jeg ikke kunne overskue min maves vanvittige reaktion på maden.



Og pludselig havde jeg en følelse af kontrol. Hvis jeg havde fuld fokus på de rigtige fødevarer, hvis jeg byttede franskbrød ud med fuldkorn, hvis jeg spiste fisk i stedet for røde bøffer, så havde jeg og ikke mindst mit tarmsystem simpelthen en federe følelse. Når jeg tænker tilbage på den periode for snart fire år siden, er det næsten ubeskriveligt for mig, hvor stor en forandring det var. For ud over at jeg helt grundlæggende fik det bedre, så følte jeg mig jo heller ikke så invalideret og afhængig af et toilet og fred til at sidde på det.


På mange måder føltes det jo næsten for simpelt. For det var jo bare mad. Og selvfølgelig var der afsavn, men det var bare ikke rigtig noget svært regnestykke for mig. For det var vitterligt ikke et problem for mig at undvære en eftermiddagskage, når jeg vidste, at gevinsten var et velbefindende i mit tarmsystem, der var markant bedre, end jeg havde været vant til.

Og siden jeg fik den antiinflammatoriske åbenbaring, har jeg ikke set mig tilbage. Det er blevet en varig kostomlægning for mig, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg kommer til at lave det om. Og så er jeg ikke engang religiøs. Jeg drikker stadig sort kaffe, spiser ost og snacker slik og sipper vin i weekenden. Det skal heller ikke blive FOR surt, og det har også vist sig, at der er plads til den slags ‘synder’, hvis jeg ellers passer resten ind efter de antiinflammatoriske regler. Og det føles altså godt at tage en eller anden form for kontrol selv, når man er vant til, at endometriosen bestemmer det meste.