Det nærmer sig med hastige skridt. At min bog udkommer. Det føles stadig ret vildt at sige den sætning, men det er altså virkeligheden. For den 9. oktober kommer min bog ‘Bloody Hell - syg af menstruation’. Det er altså en følelsesmæssig stor omgang, skal jeg hilse og sige. For det er afsindigt personligt, men det er samtidig med et brændende håb og ønske om at larme på alle endokrigeres vegne. Jeg er jo bare et billede på det, tusindvis af kvinder i Danmark oplever og kæmper med dagligt. Men jeg håber, at min historie kan skabe mere forståelse og indsigt for os, der slæber rundt på den hæslige endometriose.
Jeg forstår stadig ikke, når mine øjne glider ned af bogsiderne, at jeg har skrevet alle de ord. Men i denne uge fik jeg det ind under huden på en ganske særlig måde. For jeg skulle nemlig selv indlæse min bog som lydbog, og det glædede jeg mig faktisk til. Jeg har altid drømt om at indlæse lydbøger, og min egen skulle så blive den første, jeg fik muligheden for at lægge stemme til.
Det foregik i et lydstudie på Frederiksberg i København, og efter en cykeltur i slagregn provianterede jeg med lækker købekaffe, en rugbrødsbolle og snacks, for jeg ville gerne gøre det til en hyggelig og rar oplevelse. Jeg sank ned i den store bløde kontorstol og begyndte min oplæsning. Men så nemt er det da heller ikke!
En A4-side stor iPad, fyldt med min historie, var sat op på, hvad der ligner et nodestativ, så jeg sad ubesværet og oprejst, mens jeg læste. Ved siden af styrede jeg så en computer med et redigeringsprogram, hvor min stemme gjorde udslag på en tidslinie, mens jeg fortalte. Systemet er så, at når man laver en fejl - og det gør man - så går man tilbage til før det sted, og så læser man videre. Det er helt almindeligt, at man laver fejl, og sikkert også at man laver mange fejl. Alligevel lavede jeg både irriterede pruttelyde og peptalkede mig selv i mikrofonen, når jeg blev for træt af mine egne oplæsningsfejl.
Hvad der til gengæld måske ikke var så forudsigeligt var, at jeg ind imellem havde svært ved at læse mine egne ord, fordi jeg simpelthen blev alt for berørt. Da jeg nogle gange havde prøvet, at min stemme knækkede samme sted, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ikke kunne sidde og vente på, at jeg kunne læse den specifikke situation op, uden at det skete. Og det er vel sådan set også okay. For det er jo min historie, og der er altså mange gange i det her forløb med endometriosen, hvor det hele har været så ude på kanten, at jeg ikke kan tænke tilbage på det - eller læse det op - uden at få en klump i halsen.
Så hvis du en dag skulle sætte dig til at lytte på ‘Bloody Hell - syg af menstruation’ som lydbog, så ved du altså, at du i hvert fald et par steder eller tre, vil kunne høre, at min stemme er presset af ordene - og det er faktisk okay. For at leve med endometriose presser en til det yderste, og selv når jeg skal genfortælle flere år efter, føles det ubærligt, det jeg har oplevet. Og pointen er, at jeg jo bare er én af mange med den slags oplevelser, så landet over er der masser af kvinder, der ikke kan tænke tilbage på deres kamp med endometriose uden at blive påvirkede. De fortjener at blive hørt.