I dag har jeg et debatindlæg i Politiken om kvinders sundhed. Du kan selvfølgelig læse det i Politiken og på deres hjemmeside, men du kan også læse det her:
***
En mand og en kvinde går til lægen. De får den samme behandling. Det tænker man som udgangspunkt. Men jeg er ikke længere så sikker. Jeg har en stor, nagende bekymring for, at kvinders sundhed ikke er særlig højt prioriteret. Og hvis det er rigtigt, er det uendelig trist for os, vores samfund og ikke mindst vores alle sammens fremtid.
For næsten to år siden skrev jeg bogen “Bloody Hell” om mit eget forløb med den kroniske underlivssygdom endometriose. En forfærdelig og ødelæggende sygdom, som efterlader tusindvis af kvinder i Danmark med en stærkt reduceret livskvalitet. Der er ingen kur for sygdommen, og hormonbehandling og operation er det eneste, der tilbydes i dag. Efter udgivelsen af min bog har jeg fået et hav af henvendelser fra kvinder med sygdommen. Det er kvinder, der har oplevet svigt i systemet, og som har oplevet, hvor svært det er at leve med en kronisk sygdom, som ingen kender - primært fordi den sidder i kvindens underliv. Mange møder bekymrede op hos lægen og bliver gang på gang sendt hjem med beskeder som: “Menstruation gør ondt”, “Tag et par smertestillende og en kop te” eller “Det kan sagtens være psykisk.” Andre bliver ekstremt dårlig vejledt af fagfolk selv med diagnosen i hånden. Kvinder bliver ofte simpelthen ikke taget alvorligt.
De mange henvendelser har først og fremmest fået mig til at opsøge mere viden, både om endometriose som sygdom men også om behandlingen af kvinder i sundhedssystemet generelt. Efter at have søgt, fundet og læst, hvad jeg kunne, sidder jeg desværre tilbage med en stærk fornemmelse af, at kvinders sundhed reelt bliver underprioriteret i Danmark.
Som endometriosepatient er det for mig helt tydeligt, at sygdommen halter gevaldigt efter i både viden, behandling og udvikling af tiltag mod sygdommens hærgen i kvindens underliv. I Danmark alene render ca. 125.000 danske kvinder rundt med sygdommen, som kan skabe voldsomme kroniske gener, give dig et smertefuldt sexliv og måske endda forhindre dig i at blive gravid. Rigtig mange af de kvinder betaler med deres arbejdsevne og deres sociale liv. I en undersøgelse fra 2020 lavet med over 10.000 endometriosepatienter i England siger hele 89 procent, at de føler sig isolerede på grund af deres sygdom. I samme undersøgelse svarer 81 procent, at sygdommen har påvirket deres mentale helbred i stor grad. Så ud over alle de beretninger, jeg får fra patienter, viser tallene altså også, at den sygdom - som kun rammer kvinder - sætter mange patienter på sidelinjen, ude af stand til selv at handle, fordi der helt enkelt ikke er nogle handlemuligheder.
Men kan man så ikke bare finde ud af, hvordan den sygdom - og andre kvindesygdomme - opstår, opfører sig og kan afhjælpes, spørger du så måske? Jo, det ville da være det absolut mest indlysende at gøre. Men den tanke blev desværre parkeret, som en bil uden hjul, da fire forskere i marts stod frem i Dagens Medicin og ytrede en bekymring for, at det ganske enkelt er meget sværere at skaffe midler til forskning i kvindesygdomme end andre forskningsområder. De fire forskeres bekymring går blandt andet på, at smerter og tilhørende sygedage for eksempelvis kvinder med endometriose bliver opfattet som et livsvilkår.
Tilsyneladende begrænser forskelsbehandlingen sig ikke udelukkende til kvindesygdomme. Det er også et beviseligt problem at diagnosticere kvinder lige så hurtigt, som man diagnosticerer mænd. I et studie fra Københavns Universitet lavet i 2019, med data fra lige knap syv millioner danskere, var resultatet klart. Tendensen er, at kvinder gennemsnitligt bliver diagnosticeret senere end mænd. Ser man eksempelvis på tilfælde af kræft, så får kvinder gennemsnitligt stillet en diagnose 2,5 år senere end mændene. Det er selvsagt en bekymrende synlig forskel, at man som kvinde skal gå længere, før man kan få stillet en diagnose. Der er jo noget, der tyder på, at vi ikke tager kvinders oplevelser og symptomer ligeså alvorligt som mændenes.
Men kan det virkelig være rigtig? Ja, det kan det desværre. I hvert fald viser et studie lavet i USA i 2021, at når kvinder og mænd oplever det samme niveau af smerte, så bliver kvindernes oplevelse ikke opfattet som værende lige så intens som mændenes. Oven i hatten viser studiet, at observanterne mente, at kvindernes symptomer kunne klares med psykoterapi og ikke medicin. Det kan man da kalde en mangelfuld ligestilling i sundhed. Vi er som kvinder simpelthen bagud på point som udgangspunkt.
Hvis den skræmmende tendens kan spejles til Danmark, så må politikerne da handle, tænker du så måske. Det håber jeg i hvert fald, du gør. Men her må jeg desværre også skuffe dig. Og nu vender jeg så igen tilbage til endometriose, fordi det er et godt eksempel på problemstillingen. Af flere omgange har jeg henvendt mig til politikerne på Christiansborg for at dele min bekymring for kvinders sundhed - og i særdeleshed for kvinder med samme diagnose som mig selv. Få er lydhøre, men langt størstedelen af dem, jeg har kontaktet, har enten ikke svaret mig, eller også er der simpelthen ikke lige tid til at høre om, hvordan mange kvinder i Danmark føler sig totalt syltet og svigtet af sundhedssystemet, som de ellers betaler for skal have deres ryg. Selv direkte adspurgt i Folketinget, svarede Sundhedsminister Magnus Heunicke, at behandlingen for endometriose er velfungerende. Det er i bedste fald uvidende, i værste fald er det altså arrogant. For alene endometriose, som har masser af kvindeliv på samvittigheden, har en diagnoseforsinkelse på fem til syv år. Og her bør jeg selvfølgelig på ulykkeligvis tilføje, at sygdommen udvikler sig til det værre, så længe den ikke er under behandling og kontrol. Hvordan det kan være velfungerende, er jeg helt og aldeles uforstående over for.
Og når vi som samfund åbenbart accepterer, at kvinder fint kan gå i fem til syv år og blive mere og mere ødelagte, så er det, jeg får den der nagende fornemmelse af, at kvinders sundhed ikke er vigtig. Vi negligerer simpelthen kvinders symptomer og tager ikke deres oplevelser af smerter alvorligt. Vi stoler åbenbart ikke på, at kvinder er i stand til at lytte til deres krop og reagerer, hvis de synes, noget er bekymrende. Vi tager ikke kvinders ord for sandhed. Kvinder skal vente længere, have mere ondt og være langt mere insisterende end mænd for at få hjælp.
Derfor må jeg slutte, hvor jeg startede. Er kvinders sundhed ikke vigtig? Jeg er efter to år med både personlige henvendelser og masser af ny viden på ingen måde sikker på, at vi i Danmark agerer som om, den rent faktisk er vigtig. Det gør mig ked af det, og det gør mig modløs. For os der allerede lider, men i høj grad også for de kommende generationer af kvinder.