Menstruationssmerter. Jeg troede i mange år, at det var et begreb, der var ens for alle kvinder. Og jeg troede, at det bare var mig, der ikke kunne klare mosten. Jeg var svagere end andre.
Jeg var sidst i 20’erne, da jeg fik diagnosen endometriose. Men jeg anede dybest set ikke, hvad det betød, og hvilke konsekvenser det ville få. Jeg blev ordineret væg-til-væg p-piller, og det holdt i store perioder min menstruation væk og dermed mine smerter nede. Min gynækolog bad mig om at opsøge hende, når jeg gerne ville have børn.
Midt i mine 30’ere nåede jeg endelig dertil. I årevis havde det været min drøm at få børn og stifte familie. Min praktiserende gynækolog lagde planen for mig. Smid dine p-piller, det kan tage lidt tid at få dem ud af systemet, og så ser vi, hvad der sker.
Først skete der ikke noget. Jeg nåede faktisk at tænke, om alle de år med et konstant forbrug af p-piller havde nulstillet mig. Der gik flere måneder, hvor jeg var helt uden cyklus. Og første gang den vendte tilbage havde jeg det nærmest, som da jeg i sin tid fik det for allerførste gang. Lige dele stolt og foruroliget.
Efter nogle måneder uden de store gener, begyndte det helvede, jeg i så mange år havde været fri for, og som jeg på ingen måde havde savnet. Voldsomme mavekramper, insisterende kvalme, en konstant feberfornemmelse og en altopædende udmattelse fulgte med mine månedlige menstruationer. Men man klynker altså ikke over menstruationssmerter. Så jeg bed det i mig. Om jeg stod på arbejde i håndboldhal som TV-vært, var til middag i venners lag eller bare lå alene på min sofa i smerter. Jeg fortalte mig selv, at det var sådan, det skulle være. Det var min pris at betale for at få børn. For jeg havde jo endometriose.
Tiden gik og jeg fik flere og flere smerter. Også uden for min normale menstruationscyklus. Til gengæld blev jeg ikke gravid. Så der var jævnt dårlige resultater på alt i min krop. Jeg var bagud på point i alle discipliner. Jeg talte med mine nærmeste om det, men det blev ved dét. Og i øvrigt havde jeg jo allerede selv konkluderet, at ’sådan var det’, og derfor blev der naturligt nok heller ikke noget rum for dem til at byde ind, eller insistere på at det ikke virkede rigtigt at have det, som jeg havde det.
Og mens den ’historie’ stod på, blev jeg mere og mere syg. Efter godt et år på den måde, begyndte jeg pludselig at få store problemer med mine urinveje. Gentagne infektioner og blod i urinen skreg på, at der var noget galt. Det kunne selv jeg, uden nogen form for lægelig baggrund, se. Men det var på tværs, for det var jo meningen, jeg skulle være gravid. Og jeg havde fået at vide, at jeg skulle være uden mine p-piller for at nå det mål. Og dem der så på mig – med lægefaglig baggrund – var ikke sådan lige på sporet af, hvad problemet var. Jeg slog det hen, for jeg havde ærlig talt ikke tid til at gå på hospitalet. Jeg skulle i fertilitetsbehandling, og det var der mit primære fokus var.
Med rasende dygtige fertilitetslægers hjælp, blev jeg endelig gravid. Og faktisk nøjagtigt samtidig med det, stiftede jeg for første gang bekendtskab med Rigshospitalets Endometrioseafdeling. Det var som om, jeg endelig mødte nogle, der talte samme sprog som mig. Med en lille spirende baby i maven, blev jeg klar over, at der var en alvorlig og ulykkelig sammenhæng mellem mine tilbagevendende nyreproblemer og min kroniske endometriose. Syv år efter at jeg fik stillet diagnosen.
Dramaerne fortsatte på den anden side af fødslen af mit første barn. Et utal af akutte indlæggelser og voldsomme indtag af alt for stærkt smertestillende blev min og min families hverdag. For selvom der nu var forståelse for sammenhængen, var sygdommen ude af kontrol, og lægerne havde svært ved at følge med og lægge en holdbar plan. Tiden var gået, og klokken var i den grad slået. Jeg var uopretteligt kronisk syg, og de problemer jeg her sidst i 30’erne sloges med blev formentlig livslange udfordringer. Jeg havde svært ved at overskue omfanget, men jeg forstod, at det var kommet for at blive.
***
Her på den anden side, har jeg et hav af efterrationaliseringer. Og så er der jo faktisk ikke en gang en anden side. For det her er mit liv. Jeg har ikke længere de voldsomme og akutte oplevelser, men jeg er nu både kronisk endometriosepatient og kronisk nyrepatient. Jeg skal formentlig opereres to gange om året. Resten af mit liv. Jeg kan ikke arbejde, som jeg gjorde før i tiden, og der er en klar reduktion i min livskvalitet. Jeg gør alt, jeg selv kan for, at mit liv er så godt som muligt under de vilkår, jeg nu engang har. Der er så uendeligt meget, jeg har lært af hele det her forløb.
Jeg ville ønske, jeg havde fået bedre hjælp. Jeg ville ønske, jeg havde lyttet til min krop. Jeg ville ønske, jeg selv havde insisteret mere. I tide. For jeg havde aldrig behøvet at blive så syg.
Men mest af alt vil jeg ønske, at der ikke er andre, der kommer i min situation. At andre får bedre hjælp. At andre lytter til deres krop. At andre insisterer. I tide.