Jeg skal opereres - men jeg ved ikke for hvad?


Det er julemorgen, mine unger leger rundt i klassisk dagen-derpå-stil med alt deres nyerhvervede legetøj. Så til lyden af historier, der bliver læst højt og en skruemaskine af det pureste plastic, vil jeg sætte mig og tage dagen ind og lade indtrykkene fra juleaften bundfælde sig.


Men inden jeg synker ned i vores dybe, bløde lænestol, begår jeg den fejl at runde min telefon. Det er virkelig dumt. For der ligger post fra Region Hovedstaden på min e-boks, står der. Det er som sådan ikke noget nyt, det sker relativt ofte, at jeg modtager kommunikation på skrift derfra. Men det behøvede da ikke lige ligge der den 25. december. Især fordi jeg selvfølgelig ikke har selvkontrol nok til at vente med at læse det. Men skaden er jo sådan set allerede sket, alene det jeg ved, der ligger nyt fra dem, er forstyrrende nok. Og så kan jeg jo ligeså godt vide, hvad det er, de forstyrrer mig med.


Det viser sig at være en indkaldelse til indlæggelse og operation på urologisk afdeling på Rigshospitalet sidst i januar. Ingen forklaring eller uddybning. Hvad er det, jeg skal? Hvorfor får jeg ikke besked om, hvad det er, jeg bliver indkaldt til? Og hvad med arbejdet, hvor længe skal jeg være sygemeldt? Spørgsmålene blæser rundt i min travle knold, og det avler kun mere forvirring og i høj grad meget større forstyrrelse. Oven i virvaret af tanker, skal jeg så også acceptere, at jeg ingen svar kan få før tidligst på mandag. I dag er en helligdag, og så kommer weekenden.


Jeg er faktisk helt utrolig træt af det ringe informationsniveau i sygehusvæsenet. For ikke at sige manglende informationsniveau. Jeg har ikke længere tal på de gange, hvor jeg som patient selv må følge op og stille spørgsmål ved den kommunikation, de i regionen har valgt at sende en-vejs til mig. Patienten. Den pædagogiske tilgang er nærmest ikke eksisterende. Det er bare helt uforståeligt, at man ikke vælger at nurse de patienter, man får igennem systemet. De må bruge meget tid på telefonerne i sygehusvæsenet på alle de patienter, der ligesom mig, søger at få uddybet, forklaret eller opklaret det, de har modtaget på skrift. Man kunne tro, det ville koste mindre at tage det i opløbet.


Og jeg har endda okay mange ressourcer og kan godt finde ud af selv at opsøge den eller dem, der kan give mig en forklaring. Men jeg synes egentlig ikke, det er rimeligt. Og i virkeligheden tror jeg ikke, det kræver det store. Hvis ikke tiden er til at tage telefonen og informere patienterne om, hvad det er for en indkaldelse, der lander i deres indbakke lige om lidt, så kunne et par linjer eller tre i indkaldelsen, som de jo alligevel skriver og sender, måske gøre hele forskellen for patienten.


For hvis man som patient får et klarere udgangspunkt, så er det også nemmere at lægge det til side mentalt. Men nu skal jeg så bruge weekenden på at tænke over, hvad der skal ske på urologisk afdeling sidst i januar med min krop. I bedste fald er det uelegant, at de ikke oplyser bedre. I værste fald er det hensynsløst. Og nu blev min juleferie i hvert fald forstyrret. Det ærgrer mig.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe her...