Jeg elsker fester. Men det koster - hver eneste gang!


Det er lørdag lige over middag. Min familie og jeg er taget i byggemarked. Standard lørdagsbeskæftigelse. Vores unger har gang i en kongesjov leg, hvor de løber ind og ud mellem alle de mange rækker, der deler det kolossale lokale op. De jagter hinanden mellem haveredskaber og skruemaskiner og har en fest. Pludselig kommer de fra hver side ud i den midtergang, jeg går i. De vender sig med næsen mod mig, og så løber de videre i deres hæsblæsende fart med retning mod, hvor jeg står, deres mor. Jeg panikker, og jeg når at råbe: “I må ikke løbe ind i mig,” inden jeg trækker mig, tager armene op og ind til kroppen og vender siden til for at afbøde det stød, deres små kroppe møder mig med.


Det er nemlig dagen derpå. Dagen før var vi til børnefødselsdag i form af en havefest hos én af mine allerbedste venner. Og dagen efter sådan en omgang, er jeg altid ekstremt sensitiv. Hele dagen efter et socialt arrangement føler jeg, at jeg har en stor glasklokke over hovedet, mens hver eneste centimeter af min krop gør lidt ondt og er helt overdrevet sart. Som om jeg har overfølsomme censorer overalt. Hele kroppen summer, og det føles som om, jeg har en heftig omgang tømmermænd, mens jeg har en begyndende influenza i kroppen. Det er følelsen af at gå tre skridt ved siden af mig selv hele tiden og overvære, hvor ynkeligt det ser ud, når jeg slæber mig rundt som en 90-årig. Selvom det lyder voldsomt, så er det faktisk bare helt normalt, når jeg har været ude.


Fødselsdagen, vi deltog i dagen før, var egentlig rimelig almindelig, og som den slags plejer at være. Havehygge, kongespil og kagespisning. Alle børnene tonsede rundt i haven, mens vi voksne shoppede rundt i samtaler. Der var mange, jeg kendte i forvejen, og nogle jeg mødte for første gang. Jeg var i trygge rammer, i et hjem jeg besøger ofte og med værter, der er blandt mine allernærmeste. Og i dag er jeg bare basket. For det koster mig simpelthen så mange kræfter, at bruge en eftermiddag på sådan en arrangement. Også selvom jeg selv har vildt meget lyst til at være der. Jeg mærker det ikke nødvendigvis undervejs i festen, men er du svimmel, jeg betaler prisen dagen derpå.


Det er én af de sværeste ting at forklare, når det kommer til endometriose. Hvordan det at indgå i sociale arrangementer, dræner mig komplet for kræfter. I hvert fald hele den kommende dag, og nogle gange rækker det ikke en gang. Det er invaliderende at vide på forhånd, at hvis jeg skal vælge den slags til, så skal jeg også sætte en dag mere af til at komme mig. Og det er jo også ret belastende for min familie, at jeg hele den kommende dag er en temmelig fesen version af mig selv. Der er intet overskud i mig, og jeg er mere knotten og med konstant kort lunte, end jeg er i lørdagslune og en mor med masser af mod på weekenden.


Det er selvsagt også årsagen til, at jeg nogle gange vælger den slags arrangementer fra. Selvom jeg i hovedet har vildt meget lyst til deltage, så ved jeg bare prisen på den anden side bliver alt for høj. Det er simpelthen ikke altid, jeg kan tillade mig at vælge det til. Hvis jeg ved, der efterfølgende venter en hård uge på arbejdet, så kan jeg ikke gamble med overskuddet, og så må den sociale invitation lade livet. Det er det evige regnestykke, jeg skal lave mig for ikke at blive overtaget af min kroniske sygdom. Og jeg hader det. Fordi det begrænser mig i, hvad jeg har lyst til. Og fordi det altid gør, at jeg skal forklare mig, når jeg takker nej.


I langt de fleste tilfælde oplever jeg, at folk ikke rigtig kan sætte sig ind i det. Og det bebrejder jeg dem virkelig ikke, for det er svært at forklare - og måske endnu sværere at forstå for folk uden den slags udfordringer.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link. Det er gratis og uforpligtende...