Efterhånden ser jeg min krop som en meget kompliceret og fint indstillet computer. Efter mange år hvor endometriosen har slidt på min krop, er jeg nu inde i en kontrolleret - og forhåbentlig - blivende fase, hvor jeg med en fast medicin og en masse restriktioner kan leve hæderligt. Jeg har selvfølgelig alle skavankerne med en uoverstigelig træthed, kroniske smerter og almen bøvl, men det er faktisk en lille pris at betale for, at jeg trods alt er nået derhen, hvor der ikke konstant er risiko for akutte situationer, og hvor jeg føler mig lidt mere på linie med alle de ‘almindelige’, der ikke slæber rundt på endometriose som en fesen fast makker.
Derfor er de fleste af mine dage også rimelig ens efterhånden. Langt om længe. Og så alligevel ikke. For så er det bare sådan, at jeg, i takt med min bedring, har opdaget, at der skal utrolig lidt til at ryste den komplicerede computer-krop. Bedst som jeg synes, jeg er landet et acceptabelt sted, så kan en enkelt ændring få hele balladen ud af balance.
Min et-årige søn har tydeligvis ikke sat sig ind i sin mors begrænsninger og udfordringer. For selvom Buster både kan gå, spise et kyllingelår og sågar åbne et vindue, så er det langt fra hver nat, han tager en fuld nats søvn. Det betyder, at hans i forvejen ufatteligt trætte mor skal lægge mere udmattelse oven i den, der allerede kommer med pakken, der stod endometriose på. Og lige i disse dage mærker jeg netop det. Med en sløj nattesøvn fra Busters side både natten til fredag og natten til lørdag er jeg efterhånden lidt i knæ på den konto.
Og det samme gør sig gældende, når det kommer til den mad, jeg indtager. Hvis jeg en enkelt dag sløser lidt med den kostplan, jeg ellers er så god til at følge, så betaler jeg med sikkerhed prisen i form af alt for mange ubehagelige toiletbesøg. Og det kan jo nogle gange være svært, hvis man besøger nogle, der ikke lige har tænkt ind i deres gæstebud, at min mave ikke er superglad for kridhvid pasta.
Manglende motion kan også vise sig på den ufede måde, hvor computerens finindstilling kommer ud af kurs. Jeg plejer at kombinere yoga og svømning med de ture, jeg tager på min cykel til og fra arbejde eller andet. Og i disse corona-tider er ingen af de rutiner nemme at vedligeholde. Og så kan min krop godt værke mere end ellers og skrige på at blive brugt og presset lidt, så den bagefter kan nyde følelsen af at være plejet indefra.
Det er både skræmmende og fascinerende at opleve, at de her forholdsvis små afvigelser påvirker mig og mit meget sensitive system i så udtalt grad. Men det er bare endnu et af de livsvilkår, endometriosen giver mig. Og i de tilfælde er eneste udvej at trykke ctrl+alt+del for at få mig selv nulstillet. Men det kan sagtens tage nogle dage, før jeg for alvor er rigtigt genstartet og tilbage til udgangspunktet.
Husk at subscribe. Så får du en besked, når der er nyt på Bloody Hell, og det er helt gratis og uden binding.