Et forløb i fertilitetsbehandling er virkelig en stor bedrift. Det slider på én. Fysisk og mentalt. Nogle knalder i en toiletbås på en bar og bliver gravide, mens os der har brug for hjælp får samtlige faser af befrugtningen med, ekstra hormoner i metermål og læssevis af bekymringer oven i hatten.
Jeg ville virkelig ikke ønske fertilitetsbehandling for min værste fjende. Ikke desto mindre er der årligt omkring 10.000 par eller kvinder, der er i fertilitetsbehandling i Danmark. Og det har DR nu lavet et TV-program om. Det hedder “Når storken flyver forbi”, og de to første afsnit kan du allerede se på DRTV. Som en der har prøvet at tage den samme seje vej, som dem der medvirker i programmet, må jeg bare sige, jeg er svært begejstret.
Jeg synes nemlig, det på en meget respektfuld måde viser, hvor svært det er, og hvor meget modstand man skal tackle, mens det står på. Ud over at den samlede pakke bare er urimelig hård, så møder man rigtig mange udfordringer undervejs. Der er masser af ufølsomhed, uvished og uretfærdighed på vejen.
Ufølsomhed fordi det næsten er umuligt for andre - uden de samme udfordringer - at forstå eller sætte sig ind i, hvor stort og ufremkommeligt bjerget med fertilitetsbehandling er. Det er så fint forklaret, da et af parrene i programmet fortæller om alle de gange, de er blevet stukket til fra familie, venner og bekendte: “Skal I ikke snart til at have nogle børn?” Jeg ved godt, det i de situationer på ingen måde er ond vilje fra dem, der spørger, men det er simpelthen den vildeste knytnæve i maven, når man bliver spurgt. Og man svarer jo ikke: “Jo, det ville da være fedt. Men først skal jeg lige skyde mig med diverse hormoner, tage flere forskellige medikamenter, møde til scanninger ugentlig og så ellers bede til, at alle de anstrengelser - efter uendelig lang ventetid - giver os et barn. Men tak fordi, du spørger!” Man skulle jo nødig træde andre mennesker over tæerne…
Og så er der uvisheden. Fertilitetsbehandling er jo et waiting game af en anden verden. Det er svært at gengive i et TV-program, som trods alt skal fortælles færdig på en time. Men man får alligevel fornemmelsen af, hvor mange gange man skal sidde i venteposition, og det er jo så endda uden overhovedet at vide, om det lønner sig. Hvis ikke det gør, kommer der så en periode, hvor man skal samle sig selv op. Hvilket er svært nok, når man føler, man er splattet ud på fortovet som en smeltet masse. Men når man så samtidig ved, at hvis man formår at gennemføre opsamlingen, så er der ingen garantier på den anden side, så bliver opgaven bare næsten uoverstigelig.
Sidst men ikke mindst er man undervejs i et fertilitetsbehandlings-forløb dagligt konfronteret med uretfærdighed. For hvorfor skal det være så svært for os, når andre bare smider p-pillerne og bliver gravide en måned efter? Det kan føles så dybt uretfærdigt. Det er ikke fordi, man ikke kan unde andre deres glæde, men der er bare meget lidt plads i ens manglende overskud til at rumme andres lettere adgang til livet som forældre. Så kan andres barnevogne, mødregrupper og synet af en Babysam ganske enkelt få det værste op i dig.
Ufølsomhed, uvished og uretfærdighed bliver så fint og nænsomt beskrevet i “Når storken flyver forbi”. Og jeg kan kun anbefale dig at se det. Og heppe på alle de medvirkende i deres kamp for at føje børn til deres familie.
I "Når storken flyver forbi" møder man også Channie, der har endometriose, og er gået i fertilitetsbehandling alene, fordi hun ikke tør vente længere. Du kan læse et interview med Channie her på Bloody Hell i næste uge.
תגובות