Er hun mon gravid?




Jeg kan egentlig virkelig godt forstå, folk nogle gange tænker det, når de ser mig på en dårlig dag. Men det er virkelig nederen, at min endometriose nogle gange får mig til at se ud om som, jeg er 20 uger henne i en graviditet. Det har man altså ikke lige brug for. For når min endo-dunk opstår, så har jeg det med sikkerhed ikke særlig fedt. Så har jeg ondt, ubehag og føler mig som en oppustet hoppeborg.


Men det er bare en af de ting, jeg bøvler med, og som jeg ingen mulighed har for at styre. Før i tiden var det en ugentlig begivenhed, men efter jeg har lavet en kostomlægning, sker der sjældnere. Det forhindrer dog ikke dunken i at lave et surprise-visit en gang imellem, uden at jeg har nogen som helst mulighed for at regne ud, hvornår og hvorfor den kommer. Jeg kan have haft en dag som alle andre og gjort nøjagtig, som jeg plejer. Og alligevel kan jeg så pludselig se min mave hæve som en kridhvid bolledej sat på køkkenbordet i stuetemperatur.


Selvfølgelig er der en forfængelighed i det. Til daglig bærer jeg rundt på en ret normalt udseende mave. Den bærer selvfølgelig præg af to graviditeter, hvis du for alvor pakker den ud, men jeg er ikke flov over den, og jeg kan også langt hen af vejen klæde mig, som jeg gjorde, før jeg fik børn. Men når endo-dunken så møver sig ind i min krop, så er jeg ikke i stand til at have andet end meget bløde bukser eller en helt løs kjole på. Og selvom det naturligvis er bundet op på forfængelighed, så tillader jeg mig at mene, at det virkelig ikke er fedt.


Det er som sådan ikke fordi, der er vilde smerter forbundet med, når dunken hæver, men det er ikke rart. Fordi den der oppustede fornemmelse forplanter sig i hele min krop og giver mig en følelse af almen ubehag, som ikke forsvinder, før mange timer senere, når min krop har fået ro, dunken har fortaget sig, og jeg igen føler min krops funktioner er tilbage til normalen. Det kan jo gå, jeg har det sådan, når jeg render rundt herhjemme i jogging-drønere og løse bluser. Men dunken er desværre ikke så hensynsfuld, at den holder sig til kun at dukke op i hjemlige rammer.


Og det er seriøst stressende at være i det offentlige rum, mens jeg kan mærke, at dunken kommer snigende som en tyv om natten. Det påvirker mit velbefindende, mit humør og min koncentration, fordi den tilstand har det med at suge mit mentale overskud. Og så er det virkelig ikke fedt at befinde sig på arbejde i gang med en otte-timers vagt eller på restaurant med veninderne. Jeg har endnu til gode, at nogen direkte spørger mig, om jeg venter mig igen. Jeg er også igennem årene blevet en mester i at skjule den hævede gærdej under mine gevandter, men når den dag kommer, hvor nogen spørger, om jeg er gravid, bliver jeg ikke overrasket. For jeg kan godt selv se, at jeg ligner en, der er i gang med at udvide børneflokken.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe her...