Endometriose: Vanvittig smertefuldt og helt utroligt dyrt


I dag er det den 1. marts. Det betyder startskuddet til en måned, der skal sætte fokus på os. For marts er Endometriosis Awareness Month, og derfor er anledningen større end nogensinde til at se på endometriose som sygdom, på os som patientgruppe og ikke mindst på alle de udfordringer, der følger med at være kronisk syg med endometriose.


Konkrete eksempler er jo altid godt, og derfor kom jeg til at tænke på, om jeg egentlig kan gøre op i penge, hvad det koster mig hver eneste måned at bokse med endometriosen. Og altså det kan jeg måske ikke sådan øre til øre, men jeg kan til gengæld sagtens give et overslag. Selvom det måske lyder som et tilbud fra en håndværker, så er der på ingen måde noget billigt i det. Det er selvfølgelig vigtigt at huske, at det ikke er ens for alle endometriosepatienter, for vores behov kan være forskellige. Men nedenstående er det regnskab, jeg kan lave for min egen situation. Og det er vel at mærke ikke rigtig et valg, men snarere en nødvendighed, hvis jeg ellers skal opretholde en værdig balance i mit liv, hvor jeg stadig kan være mor, kone og en stabil medarbejder.


Lad os starte med den mindste post. Mit yoga-kontingent. Jeg har et kontingent til hverdagsbrug og et klippekort til weekendbrug. Det koster mig cirka 370 kroner om måneden. Og det er ikke en mulighed at undvære, for yogaen holder mig og min ødelagte krop nogenlunde i vater. Uden min yoga-rutine ville min krop blive en sammenkrøllet menneskebold - jeg ved det af bitter erfaring.


Til samme formål har jeg min fysioterapeut. En behandling hos hende får min krop til at føles lettere for en stund, og det er rart og så tiltrængt, når man 90 procent af tiden føler, man slæber rundt på en krop lavet af bly. Men det er heller ikke en billig omgang. Min fysioterapeut er dygtig, og hun har speciale i underlivssmerter, så ekspertise koster selvfølgelig. Jeg giver 800 kroner for en behandling, og hun er desværre ikke en af dem, man kan få tilskud til ved at få en henvisning fra lægen. Jeg kunne godt drømme om at komme afsted en gang om ugen, men jeg begrænser det, for jeg er trods alt ikke lavet af penge. Så to gange om måneden flotter jeg mig og besøger hende. På budgettet skal der sættes 1600 kroner af til fysioterapeut.


Så har jeg gjort, hvad jeg kunne for kroppen. Men mit hoved er mindst lige så vigtigt, for det er ikke småting, man slås med som endometriosepatient. Derfor forsøger jeg også at komme til min psykolog på kontinuerlig basis. Min psykolog får mig til at sortere i alt det, der foregår i min travle knold, og derudover giver hun mig konkrete værktøjer til at komme videre. Det er uvurderligt for mig, fordi det mentale fylder så uendeligt meget, når man kæmper med kronisk sygdom. Men det kræver også, at jeg lægger 1100 kroner hver gang. Og heller ikke hun er på den offentlige sygesikring, så der er ikke umiddelbart nogen økonomisk hjælp at hente. Jeg prøver at komme afsted hver tredje uge, selvom jeg sagtens kunne gøre det oftere. Men igen - der er desværre ingen pengetræer i vores ellers fine have. Derfor kan det gøres op til, at jeg på månedlig basis bruger 825 kroner på psykologbehandling.


Allerede nu ser det jo ret så pebret ud, når vi lægger det ovenstående sammen. Det giver nemlig et samlet beløb på 2800 kroner om måneden. Men det er endda ikke hele den samlede regning for min endometriose. For der ligger også et betragteligt beløb i madbudgettet. Min antiinflammatoriske livsstil koster penge. Den kræver nemlig mange fødevarer, der ligger i den tunge ende af prisskalaen. Grøntsager, bær, fisk, nødder og diverse fuldkornsprodukter gør vores månedlige madindkøb dyrere end tidligere, men det er ikke til diskussion. For alternativet er, at jeg - og mit ultra sarte tarmsystem - er ude af balance det meste af tiden. Det kan ikke gøres op i penge, at jeg har langt færre problemer med den del. Jeg kan ikke komme med et rimeligt bud på, hvor meget mere vi bruger på mad, fordi min diæt kræver særligt udvalgte og dyre varer. Jeg ved bare, at vi godt kunne spare penge, hvis ikke min sygdom tvang mig til en bestemt diæt.


Konklusionen må være, at det er meget godt at have lidt luft i budgettet, hvis du skulle rage en omgang endometriose til dig. For det kan virkelig være en bekostelig affære at passe en krop, der er ramt af den kroniske underlivssygdom. Så sørg for at have lidt på kistebunden, hvis du skal stå imod endometriose.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link. Det er gratis og uforpligtende...