top of page

Hvordan skal man få et holdbart arbejdsliv med endometriose?

for 10 timer siden
4 min læsning

Hvad er det egentlig, der gør, at jeg bliver ved med at holde så stædigt fast i mit arbejdsliv? For helt ærligt har jeg alle forudsætninger for at smide håndklædet i ringen og lade systemet gribe mig. Men det er virkelig vigtigt for mig at opretholde en funktion i samfundet. Jeg er patient nok i forvejen, så jeg har ikke et stort behov for også at være stillet skakmat i forhold til mit arbejde. Jeg har stor glæde af at være på paragraf 58a (det hedder den fordi, jeg er selvstændig), så jeg kan tage mig de sygedage, det kræver for mig at drage omsorg for mig selv. Det gør det muligt for mig at yde på 100 procent, når jeg er på arbejde, og stadig være mor, hustru og menneske, når jeg vender hjem. Kommunen betaler fra første sygedag, når det relaterer sig til min kroniske sygdom.


Men selv med den mulighed, er det ikke nemt at være kronisk endometriosepatient. For jeg har oplevet af flere omgange, at den måde jeg melder mig syg på er et problem. Min endometriose fungerer sådan, at jeg hele tiden skal være et skridt foran, hvis jeg vil sikre mig selv en ordentlig balance, sikre at jeg ikke braser sammen. Det betyder, at jeg er nødt til at passe min yoga, lægge pauser ind, tage til fysioterapeut og psykolog, bruge tid på at forberede den rigtige mad osv. Alt sammen ting der tager tid, og som jeg har lært over de senere (mange) år er alfa og omega for mit helbred og dermed min almene tilstand.


Derfor har jeg mange halve eller reducerede arbejdsdage, og det bliver i regnskabet med kommunen (som registrerer den slags) til mange hele sygedage. Men lad det være sagt med det samme, det er ikke sygedagpengene, der holder mig oven vande. Jeg får udbetalt 400 kroner (før skat) for en sygedag. Det er det arbejde, jeg selv lægger for dagen i min virksomhed og som freelancer, der betaler min husleje, daginstitutioner og husholdningsbudget. Det til trods bliver mit behov for sygedage ofte set som noget, der i stedet tenderer en deltidssygemelding. For nogle år siden blev jeg endda flyttet over på sådan en for en periode. En deltidssygemelding kræver så bare en del mere administration og kontakt til kommunen. Den slags tager tid. Tid jeg kunne have brugt på at gå på arbejde.


Men vores system er ofte ikke særlig fleksibelt, og derfor er det enten den ene eller den anden kasse, man skal passe ned i. Egentlig passer jeg ikke nok i nogen af dem. Men pointen er: At jeg vil gerne gå på arbejde, jeg vil gerne bidrage, jeg vil gerne tjene mine egne penge. Men jeg har brug for at blive skånet i den proces. Og det er der lige nu ikke nogen kasse til.


Jeg drømmer om, at vi har en paragraf, man kan strukturere, så man som endometriosepatient kan nøjes med en arbejdsuge på 25-30 timer. At man får luft og overskud til, at man fortsat kan bidrage til statskassen og samfundet og ikke hele tiden skal slås for den rettighed, systemet faktisk allerede har taget stilling til, man har som kronisk syg. Men det skal ikke koste patienten økonomisk at generere det overskud, det kræver. Vi betaler i forvejen en tårnhøj pris med vores helbred. 


Jeg kunne formentlig godt blive flexjobber, jeg har i hvert fald journalen til det. Men det har jeg ikke lyst til, for jeg kan godt arbejde mere end, det kræver. Til gengæld kan jeg ikke arbejde 37 timer om ugen, for så hiver jeg mig selv og min familie ned i det fald. Jeg betaler stadig de regninger, der skal betales, med de penge, jeg tjener. Men min paragraf gør det muligt for mig ikke at udsulte mit budget fuldkommen, så jeg ikke skal være bagud i livet økonomisk også. Jeg er allerede langt bagud i kraft af min diagnose.


Når man er lønmodtager, får man en paragraf 56, som fungerer på samme måde. Den er jo rar for en ansat, fordi det reducerer din dårlige samvittighed. Men den skal indgås sammen med din arbejdsgiver, og det får nogle endometriosepatienter til slet ikke at søge den. Det er for privat for mange, og måske er de slet ikke nået til at orientere chefen om deres situation, selvom deres krop skriger på aflastning. Så man kunne måske spørge, om diagnosen stillet af en læge ikke burde være nok, så patienten ikke også skulle stå for den del af administrationen? For mange er en samtale med chefen ikke en brændende ønske, når den involverer en direkte snak om ens underliv.


Tænk engang hvor meget kvinder med endometriose kunne bidrage med, hvis de blev mødt i deres udfordringer og hjulpet. Et arbejdsliv med luft og plads, som ikke skulle igennem en chef for at blive blåstemplet. Friheden ville føles enorm, og det man ville yde arbejdsmæssigt ville overstige de timer, man reelt arbejdede. For taknemmelighed er en vild drivkraft.

 
 
 

2 kommentarer


Helle
for 7 timer siden

Hej Louise. Tak for dit fine indlæg. Endometriose er så forskellig i mange henseender fra person til person.

Jeg er ansat i et fleksjob på 15 timer om ugen, og det har jeg været siden 2012. Det er jeg super glad for. Jeg føler jeg kan følge med i hvad der sker på arbejdspladsen med det antal timer, og jeg føler ikke jeg kunne se mig selv i en anden ordning. Selvfølgelig er der dårlige, og mindre gode dage ( man ved jo aldrig hvad man står op til…. ) men jeg har det ligesom dig - det er vigtigt for mig, at være en del af det arbejdende samfund, og føle jeg gør en forskel.

Hvis ikke vi “snakkes” ved,…

Synes godt om

Helene
for 10 timer siden

Du har så evigt ret i, at det er en svær balance. Diagnose og arbejdsliv. Jeg har nu fået mærkatet “kroniske komplekse smerter”, blevet deltids sygemeldt og der er formentlig et flexjob i min fremtid. Paragraf 56 var simpelthen ikke nok i længden og jeg var mange år om at få den, da mine chefer ikke så dens værdi for jeg kunne jo bare “smile lidt mere og skjule det lidt bedre” som jeg fik at vide.


Og som offentlig ansat kan du kun få den, hvis chefen vil spille med. For mig krævede det en samtale med chef, fagforening og kommunal sagsbehandler inden det lykkedes. Og det var MIG, som skulle sætte det hele i gang og samle trådene.…

Synes godt om

Skriv gerne til mig. Jeg bliver kisteglad for inspiration

Tak for din besked!

© 2020 by Bloody Hell

bottom of page