Der er noget særligt ved at være endometriosepatient. Altså der er selvfølgelig alle de åbenlyse årsager, som hører til selve sygdommens gener og belastninger. Men der er også det særlige, at man indgår i en meget specifik patientgruppe, hvor kun de, der også har alle endometriosens særligheder, forstår præcis, hvordan man har det. Det er på en eller anden måde vores helt eget specielle sprog. Og det går altså på tværs nationalitet, geografi og social baggrund. For kender man endometriosens væsen indefra, taler man på en helt særlig frekvens, når man møder nogle med samme udfordring.
Og jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen. En af dem, der kan få mig til at føle mig (meget) mindre alene er den amerikanske producer, instruktør, skuespiller og forfatter Lena Dunham. Det er som om, hun rammer lige ned i min smerte, frustration og selvironi på en måde, der gør, jeg næsten kan mærke mig selv direkte i hendes tekster.
I efteråret udkom en artikel, som hun har skrevet til det amerikanske månedsmagasin Harpers Magazine om, hvor svær hendes situation blev, da endometriosen tvang hende til at få fjernet det meste af hendes underliv. Alene fordi hun var nødt til at vælge sig selv. Det er rørende helt ind i knoglerne, når hun beskriver sin historie.
"At age thirty-one, after almost two decades of chronic pain caused by endometriosis and its little-studied ravages, I had my uterus, my cervix, and one of my ovaries removed."
Artiklen igennem rammer hun simpelthen så mange af de følelser, jeg har oplevet i mit voksne liv, når det kommer til det bjerg, man kan risikere at skulle bestige som endometriosepatient i håbet om at kunne få børn. Og det er endda til trods for, at hendes historie på ingen måde ligner min en-til-en.
"The sight of pregnant women began to make me ill. Their bodies made me think of the stretch and tug of the false labor doctors had induced before my hysterectomy, the way the pain sat in my back and climbed its way up my spine in waves."
De forbudte følelser man kæmper imod, men som man alligevel må give sig hen til, når nogen i ens vennekreds “bare lige smider p-pillerne og bliver gravide på næste ægløsning”. Det ville være rart, hvis man viste sig at være en af dem, der bare rummede andres lykke uden at drage en parallel til ens egen håbløse situation. Jeg må bare være den første til at sige, at ligesom Lena Dunham, så var jeg ikke skidegod til at håndtere den slags situationer, og jeg følte mig ofte forkert i hænderne på de “normale”.
"They were sensitive to my situation, but nobody could be sensitive enough, and as they shared pictures of their positive tests and stories of swelling and nausea, I started to feel the disparity between their bodies and mine."
Med stor og rørende sensitivitet og en humoristisk distance, der er så vigtig i gennemgribende kriser, rammer hun med sin artikel gang på gang sætninger, jeg kunne have sagt om mit eget forløb, og hun formår at sætte ord på kompleksiteten, endometriosen ellers er smurt ind i.
"I tried to have a child. Along the way, my body broke."
Og for mig har det bare været så vigtigt, at jeg fandt en stemme i hele min egen tristesse, som med sin egen ulykkelige situation, løftede mig lidt ud af suppedasen, alene fordi hendes ord fik mig til at føle, jeg var en del af en større sammenhæng.
"There is a lot you can correct in life—you can end a relationship, get sober, get serious, say sorry—but you can’t force the universe to give you a baby that your body has told you all along was an impossibility."
Alt det her skriver jeg naturligvis fordi, det har ramt mig, og fordi jeg virkelig vil anbefale dig at læse det, hvis du ikke har gjort det endnu. For hvis det rører dig bare halvt så meget, som det rørte mig, så vil du ikke fortryde.