“Jeg er bekymret for kvinder med endometriose. Derfor håber jeg, I vil tildele mig et foretræde for udvalget, så jeg kan forklare hvorfor.”
Sådan begynder den forespørgsel om foretræde, jeg i denne uge har sendt afsted til Folketingets Sundhedsudvalg. Min tålmodighed kan efterhånden være i en tændstikæske, og jeg er ude af stand til at forstå, hvorfor vi sidder på hænderne, når det kommer til den måde, vi behandler - eller ikke behandler nok nærmere - kvinder med endometriose her i Danmark.
På Folketingets hjemmeside beskrives et foretræde sådan her: En mulighed for borgere, foreninger, interesseorganisationer og lign. for at møde op i et folketingsudvalg. Et foretræde varer 15 minutter. Her kan de fremmødte fortælle om deres holdning til et emne eller et forslag, udvalget arbejder med.
Jeg ville jo ønske, jeg kunne bruge endnu flere kræfter på at kæmpe for at blive hørt politisk, men jeg bruger alt det, jeg har, der er tilbage, når jeg har passet min familie, mit arbejde og min sygdom. For tiden går og uret tikker, og imens bliver alt for mange kvinder ødelagt af endometriosen. Deres liv bliver et andet, end de havde drømt om. Fordi vi ikke har en reel strategi for sygdommen.
“Listen af problemer, endometriose fører med sig, er lang. Men faktum er, at det koster samfundet i milliardklassen, og at vi taber alt for mange dygtige, kompetente kvinder på gulvet. Fordi endometriosen reducerer dig.“
Personligt er jeg virkelig træt af at slæbe rundt på en kronisk sygdom. Jeg er indebrændt over mit manglende råderum, jeg er forbandet over mine daglige smerter, og jeg hader, at sygdommen dikterer mit - og min families - liv. Men det der plager mig mest, er at tænke på de kommende generationer. Dem som vi med åbne øjne lige nu svigter.
“Jeg kan ikke bære, hvis vi ikke lærer af det. Der kommer jo kun flere generationer af kvinder, og de vil alle få menstruation. Og så vil 10 procent af dem opleve at blive ramt af endometriose. Vi kan ikke være bekendt, hvis ikke vi gør det nemmere for dem at være i en sygdom, som de ikke kan gøre for, de får.”
For mig at se er der ikke andre muligheder, end at vi som patientgruppe står sammen om at vise alvoren og omfanget af det her problem. At vi fortsætter med at italesætte det. At vi støtter op om, der hvor det tydeliggøres. Del på sociale medier, støt vores patientforening og tal om det ude i virkeligheden, hver gang du får muligheden. Det er den eneste vej frem. Lad os hjælpe hinanden med at hjælpe de næste. Og lad os så sammen krydse fingre for, at Sundhedsudvalget takker ja til min forespørgsel og inviterer mig på 15 minutters foretræde. Fortsættelse følger...