De lyse buksers forbandelse


Jeg er 15 år. Jeg går i niende klasse og er derfor på alle tænkelige måder et virvar af følelser og uoverstigelige teenage-udfordringer. Jeg er til fest med min klasse, hvor vi også skal overnatte. Alt går efter planen. Indtil jeg dagen derpå sidder i min hvide satinpyjamas og sludrer om gårsdagens begivenheder med mine klassekammerater. Min gode folkeskoleveninde Katrine tager fat i min arm, da vi for et kort øjeblik er alene og siger: “Du er altså blødt igennem dine pyjamasbukser….”


Hele min verden væltede, og mit indre faldt fra hinanden i bittesmå stykker. Aldrig havde jeg skammet mig så meget. Alle havde jo HELT sikkert set det, for vi havde været oppe i en times tid på det tidspunkt. Jeg havde lyst til at løbe skrigende bort og aldrig vende tilbage. Det var uden sammenligning det pinligste, jeg nogensinde havde prøvet.


I stedet for at flygte, gik jeg hurtigt, og så diskret jeg kunne ud og fandt mit tøj fra aftenen før og skyndte mig at hoppe i det, som om det var det, jeg alligevel var lige ved. Den femkrone-størrelses blodplet sad præcis, som Katrine havde beskrevet den, og det gav mig lyst til at brænde bukserne, når jeg kom hjem. Jeg lod som ingenting, men forlod selskabet noget hurtigere, end jeg havde planlagt. Det var ganske enkelt ikke muligt for mig at blive der, når noget så ydmygende var hændt mig. Jeg er stadig taknemmelig for Katrines hjælpsomme bemærkning, for det gav mig alligevel en mulighed for at håndtere situationen med en smule værdighed og egenkontrol.

Men jeg kan huske, at jeg samme dag besluttede mig for, at jeg ALDRIG mere ville tage et par lyse bukser på ud i det offentlige rum, når min cyklus bestemte, at det var tid til, jeg skulle bløde. Det er jo på mange måder vildt, at skammen for mig var så stor, at jeg var nødt til at drage så hastig en konklusion. Men jeg kunne aldrig igen tillade mig selv at stå i sådan en situation.


Som årene er gået, er min menstruation kun blevet mere og mere uforudsigelig, og derfor er forbudet mod lyse bukser blevet udvidet til at dække 365 dage om året. Og til sidst kunne man simpelthen ikke opdrive lyst tøj til den nederste del af kroppen i min garderobe. Jeg havde ganske enkelt ikke nerver til det, for jeg vidste ikke, hvornår jeg kunne bløde, og med hvilken styrke det i så fald kom. Og så var det bare lettere at lade være. Der var i forvejen alt for meget bøvl i form af for eksempel endometriosesmerter, og en mave der kunne gå fra almindelig til oppustet på under en time. Så var der bare ikke nogen grund til at gamble med risikoen for en gennemblødning til skue for alle, jeg kunne møde på min vej.


Nu er det så næsten to år siden, jeg har haft en reel blødning, fordi endometriosen kræver behandling, og den behandling holder blødningerne væk. Men jeg var så også nødt til at have så lang en periode med fuldkommen ro på den front, før jeg igen turde at kravle i et par lyse bukser. Og i dag skete det så. Jeg bevægede mig ud på den is, jeg ellers ikke har betrådt i årevis. Jeg tog lyse bukser på på arbejde.


Nogle vil nok sige, det var på tide, den barriere blev nedbrudt. Men i min verden har det på ingen måde været muligt før. Det var en overvindelse men også en sejr. Og selvom sejlet nu er brudt, kommer der alligevel nok til at gå et stykke tid, før de lyse bukser igen er en fast integreret og uproblematisk del af min garderobe.


Få besked når der er nyt på Bloody Hell. Følg linket, det er nemt! :)