Coronaliv pt. 2: Bekymringsorgel



Danmark åbner lidt op igen efter næsten fem uger med corona lock down. Hurra for det. Eller hvad? Nu havde vi efterhånden vænnet os til en trummerum, hvor vi fandt ud af at have begge vores børn hjemme, mens vi smurte vores arbejdsliv tyndt ud over hele ugen og oven i købet forsøgte at lægge nogle lommer ind til, at vi hver især (mest mig og min endo) kunne trække vejret og få en pause fra et ret så intensivt hjemmeliv.


Og nu venter så en ny version, når vi snart må sende vores små børn afsted igen. Det er sådan set en fin udvikling for os, for vi kan sagtens bruge lidt flere sammenhængende timer, hvor vi kan koncentrere os om vores arbejde og dermed også være mere tilstede som forældre, når vi så kommer der til. Men allermest føler jeg efterhånden, at vores unger også trænger til at se nogen på deres egen alder. Ligegyldig hvor højt vi hopper, og hvor godt vi danser, så bliver vi aldrig helt så fede som vennerne i institutionen.


Men nu opstår der så for mig en andenbølge af de nye vilkår. For jeg kan mærke, at mit indre bekymringsorgel er begyndt at spille. Ikke fordi jeg som sådan er nervøs for, at endometriosen stiller mig dårligere, end det er tilfældet for andre. Men jeg magter bare ikke rigtig flere skavanker eller sygdomsudfordringer. Jeg synes sådan set, jeg har taget min del ved at score mig endometriosen i første omgang. For jeg har jo allerede dagligt bøvl, der kan kædes direkte tilbage til den. Og derfor kan jeg ærlig talt ikke lige overskue, hvis jeg også skal igennem en corona.


Jeg har sikret mig, at endometriosen ikke smider mig i risikogruppen, og det er jo som udgangspunkt betryggende. Men problemet er bare, at jeg ikke sådan rigtig føler mig hverken stærk eller modstandsdygtig, og det får orglet til at spille, så man kan se piberne blæse med samme intensitet, som når Gnavpot spiller amok i Snehvide. Og det er bare en ret irriterende baggage at have oveni, at man nu skal finde endnu en alternativ måde at strikke hverdagen sammen på.


Det er faktisk også helt generelt anstrengende, at endometriosen på mange måder har gjort, at jeg har mistet min uskyld, når det kommer til bekymring. Det er altså svært i situationer som denne ikke at have et unødigt stort fokus på, hvad der kan gå galt, og hvordan det i så fald skal gå. Så kværner hjernen bare, uden jeg kan stoppe den. Ligegyldig hvor mange gange, jeg har oplevet, at det er gået okay smidigt, så er det, jeg husker altid de akutte tilfælde, hvor det hele sejlede, og hvor jeg følte, jeg helt og holdent mistede kontrollen, fordi endometriosen tog over og bestemte over min krop og dermed både mit og min families liv. Det er faktisk ekstremt drænende hele tiden at være i alarmberedskab.


Men der er ikke andet for end at kaste sig ud i det. For jeg kan og vil ikke leve mit liv med al den der ‘hvis nu’, selvom det virkelig er svært at parkere. Men så ender det jo også bare med, at jeg bliver nødt til at pakke mig selv ind i bobleplast og spraytanne et nanocover uden på, inden jeg forlader matriklen. Det tror jeg i hvert fald ikke er løsningen i længden, hvis vi skal arbejde på, at bekymringsorglet ikke spiller none stop i denne slags situationer. For noget siger mig, at vi ikke slipper for coronasnak eller hverdagsforandringer lige foreløbig.