Den er god nok. Jeg har skrevet en bog. Egentlig startede den som et selvterapeutisk projekt, fordi hele mit forløb med endometriose har været og er en meget voldsom omgang mentalt. Men jo mere jeg skrev, jo mere kunne jeg se, at det faktisk var en fortælling.
En fortælling om smerter, frustration, fortvivlelse, skam og læssevis af bekymringer. For endometriose kommer med så meget andet end den åbenlyse udfordring, det er, at leve med en kronisk diagnose. Og jo mere jeg skrev, jo mere gik det op for mig, hvor indebrændt jeg faktisk er. På mine egne vegne men i høj grad også på de tusindvis af kvinders vegne, som også har fået deres liv ændret med diagnosen endometriose. Jeg har svært ved at forstå, at der i 2020 stadig er så stort et tabu forbundet med menstruationen og kvinders underliv, og jeg har endnu sværere ved at forstå, at vi er mange kvinder, der bliver meget mere syge, end vi havde behøvet, hvis sygdommen var blevet opdaget og kontrolleret tidligere.
Tilsyneladende er der uanede mængder energi i krænket retfærdighed, så pludselig blev det hele til en bog. Og heldigt for mig, var jeg ikke den eneste, der kunne se, at vi kvinder, der bakser med endometriose fortjener lidt taletid. Og især fortjener vi at blive lyttet til. Så derfor hjælper Forlaget Momenta mig med at få den ud over rampen, så I alle kan læse med til efteråret.
Mit håb er, at den skaber debat. For kan vi ikke gøre det her bedre? Skal vi kvinder blive SÅ syge, og skal det koste samfundet så mange penge, at vi er syge? Jeg synes i hvert fald, det virker forkert. Og jeg gætter på, det kan gøres bedre.
Jeg håber også, den skaber en større grad af forståelse. At flere lærer om endometriosen og om, hvad den gør ved os, der er syge af den. Og at der måske som sidegevinst kan skabes en lettelse for os med endometriose, fordi vi ikke hver gang skal forklare helt ned i detaljer.
Sidst men ikke mindst, drømmer jeg om, at det kan skabe en fællesskabfølelse for alle os, der lider af den her opslidende sygdom. Det er virkelig ikke nemt. Men alt bliver nemmere, hvis man ikke føler sig alene. Og jeg håber, at I vil være med til at bakke op, så budskabet kan få endnu mere volume.
Derfor vil jeg slutte det her indlæg af med en opfordring: Jeg har brug for JERES historier. Bogen er selvsagt bygget op over min historie og mine oplevelser. Men jeg ved, at der er så mange af jer derude, der også har oplevet lange forløb, dårlig vejledning, masser af mistro og andet der ikke ligefrem booster ens selvtillid, når man samtidig er så presset af sygdom. Og de historier vil jeg virkelig gerne høre, for dem har jeg brug for at kende, når jeg kaster mig ud i at diskutere, om vi hjælper kvinder med endometriose godt nok i dag.
I kan gøre det her på bloggen eller via instagram, og der er naturligvis fuld anonymitet, så I skal ikke være bange for, jeg smider jeres navne eller historier ud i offentligheden. Men jeg er bedre rustet til min mission, hvis jeg ved, at billedet er SÅ meget større end bare min egen forfærdelige sygdomshistorie. Jeg håber meget, I vil hjælpe mig med det. Og så håber jeg selvfølgelig, I vil læse med til efteråret!