“Du er jo altid træt, mor”, sagde min 4-årige datter til mig for et øjeblik siden. Og det har hun jo sådan set fuldstændig ret i. Jeg magtede ikke rigtig fortælle hende, at det dagen efter nytårsaften lige får et lag mere for sådan en som mig. For den kroniske træthed, der følger hånd i hånd med endometriosen, kan jeg end ikke skjule for små børn. Og slet ikke mine egne. De er vidner til lidt af hvert.
Men på sådan en dag som i dag, får jeg en ekstra skovl i hovedet. Jeg er egentlig ikke plaget af de store tømmermænd, det er jeg heldigvis sjældent, men jeg har det som om, jeg har været vågen i to uger i træk. Følelsen af at være tævet med et baseballbat kombineret med sådan en trætheds-snurren i hovedet, der mest føles som om, jeg lige er steget af den store rutschebane i Tivoli, kan ikke anbefales.
Det er faktisk ganske imponerende så stor en pris, man betaler dagen derpå, når man slæber rundt på en kronisk sygdom. TIl daglig er jeg aldrig senere i seng end klokken 22. Og det er da i øvrigt kun, hvis bølgerne går højt. Så at være vågen til efter midnat er på det nærmeste en kraftpræstation for mig. Det svarer næsten til at gennemføre en ironman.
Derfor sender jeg lige lidt kærlighed ud til alle jer, der med stor sandsynlighed har det lige så stramt som mig i dag. Vi har ekstra at kæmpe med sådan en dag, og det er også derfor, at endokrigere er de sejeste, der findes. Det kræver i den grad sin kvinde at være endo-ramt dagen derpå.
Rigtig godt nytår til jer alle sammen. I er alt for vilde 💗