Det er en forudsigelig og helt igennem almindelig sommermorgen. Martin og jeg har afleveret vores børn i institutionen og er nu på vej videre ud i hverdagen, da jeg får en mail fra min dejlige veninde Lise. Hun har sagt ja - eller rettere “SELVFØLGELIG!” - til at skrive forordet til min bog. Og det er det, der ligger og blinker i min inbox lige der på vejen mellem aflevering og arbejde.
“Kan du ikke læse det højt?” siger Martin, der sidder bag rattet i vores familievenlige Fiat i den søvnige københavnske morgentrafik. Jeg åbner dokumentet, som Lise har skrevet til min bog og begynder oplæsningen. Men jeg er ikke mere end halvanden linje inde i teksten, før min stemme knækker og tårerne uhæmmet og med overraskende høj fart pisker ned af kinderne på mig. Jeg er så rørt over hele situationen og især Lises ord, at vi må sadle om, så jeg i stedet må køre bilen, mens Martin læser højt.
Han når en smule længere, end jeg formåede, men efter knap et afsnit må også han rømme sig for at få styr på stemmen. Og der sidder vi så. To alt for trætte småbørnsforældre, der snøfter os igennem Lises fantastisk flotte forord. Vi er enige om, da vi har læst teksten til ende, at det er præcis, som det skal være, og jeg kan mærke, at jeg simpelthen bare er så glad helt ned i maven over Lises bidrag til min bog, som jo er så ubeskrivelig vigtig for mig.
Der er selvfølgelig flere ting i det. For det første er jeg bare vildt taknemmelig for, at Lise gad bruge sin tid og tanker på det. Det er jo sådan set ikke nogen lille opgave at få stukket i hånden. Så det alene kan få min stemme til at bævre. Det er en kæmpe gestus i sig selv.
Så er der også det i det, at jeg simpelthen føler mig så set, når jeg læser Lises ord. Det at leve med endometriose som kronisk sygdom er så svært, opslidende og ensomt, men Lise har faktisk altid forsøgt at forstå og leve sig ind i min situation, og det er hun så oven i købet på fremragende vis lykkedes med at få ned på papir. Der ligger en kæmpestor omsorg i de ord, som jeg i den grad har brug for, men som jeg ikke altid er særlig god til at tage imod. Så at det står der sort på hvidt er ren kærlighed for mig.
Derudover er der det faktum, at jeg nu føler, at min bog kommer fra start på den helt rigtige måde. Lises forord passer bare smukt ind i det, jeg vil med min bog, og det er vigtigt for mig, at det hele føles helt rigtigt. Og jeg har simpelthen en vild følelse ved tanken om, at Lises forord skal være en del af min bog og være det første, folk læser. Det er som om, det forord giver hele bogen den største varmeste, krammer, man kan forestille sig, inden den bliver sendt ud i verden og selv skal flyve.