Who run the world? - Endo girls!


Det er nu en uge siden. Men jeg får stadig et bredt smil om munden, når jeg tænker tilbage på det. Fredag inden vinterferien mødtes jeg og ti andre endometriosepatienter med folketingspolitiker og næstformand i sundhedsudvalget Camilla Fabricius (S) og Maria Gudme og Ditte Fredensborg, der begge stiller op til regionsrådsvalget for Socialdemokratiet. De ville gerne lytte til vores bekymringer og betragtninger om endometriose set fra patientperspektivet - og vi ville så gerne fortælle!


De fem kvarter, der var sat af til mødet, blev brugt til fulde, man kan vel næsten tale om, at vi vred tiden for samtlige sekunder, så vi fik flest mulige pointer over bordet. Men havde vi haft tre timer mere, havde vi jo brugt dem, for når man er patient i endometriose-systemet, er der problemer og udfordringer, næsten hvor end man kigger hen.


Vi havde på forhånd forsøgt at skære ind til benet, så vi ville være så klare i spyttet som muligt. Vi ønskede at fortælle om den voldsomme og alarmerende diagnoseforsinkelse, der er på endometriose, den mangelfulde oplysning og vejledning man møder og den sparsomme behandling, vi bliver tilbudt, som stadig kun er hormonbehandling kombineret med kirurgi. Og ikke mindst alle de alvorlige konsekvenser, der følger med alle de punkter.


Siden jeg udgav min bog “Bloody Hell” i oktober har jeg råbt, skreget og gentaget de samme pointer i vildskab. Og det var helt magisk for mig for en gang skyld at holde min kæft for i stedet at lade andre tale og samtidig opleve, at det var de samme kommentarer, argumenter og pointer, der kom ud af mine med-patienters mund, som jeg har rejst rundt med i flere måneder nu. Det fantastiske ved det er jo først og fremmest, at vi får vist, at vi står sammen om at få opmærksomhed omkring problemstillingerne, der er med endometriose. Men også det faktum, at vi så langt hen af vejen taler med den samme tunge, rører mig helt ind i maven. Og jeg må også erkende, at jeg et par gange (nok nærmere tre) i løbet af mødet havde våde øjne og grød i stemmen. For hver gang jeg hører, at nogen kæmper i samme omfang, som jeg selv har gjort, bliver jeg simpelthen så ked af det.


Men jeg tror til gengæld på, at vi er i gang med at flytte noget for alvor. Jeg fornemmer en lydhørhed hos både Camilla, Maria og Ditte, som vi mødtes med i fredags - men også hos dem, jeg ellers har talt med på min vej. Det er simpelthen en no-brainer, at endometriose ikke er prioriteret højt nok, og at vi både hjælper samfundet - men ikke mindst vi kvinder, der kæmper, hvis vi skærper og forbedrer systemet. Det er tydeligt, at der er en ulighed i systemet, som ikke gør endometriosepatienters vilkår nemmere. Men jeg føler virkelig, at vi er ved at lave et rigtigt hul ind til der, hvor der kan gøres en forskel. Og nu kæmper vi altså, til der kommer en forandring. For os og for alle de piger, der kommer efter os. I den forbindelse vil jeg gerne sige tak til jer alle, der kæmper med, med det I kan og orker hver især. We run the world, når vi står sammen - skulder ved skulder 🙏💓


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe her...