Tilbage til verden med hjertet i halsen


Jeg er fanget i feltet mellem boblende glæde og panisk angst. Mandag begynder jeg på arbejde igen efter fem ugers sygemelding, og det er jo på mange måder fedt. Primært fordi det betyder, jeg er kommet så langt efter operationen, at jeg igen kan forestille mig at gå på arbejde. Det gør mig glad.


Men føler jeg mig rask? Nej, det gør jeg altså ikke, og det er så her, panikangsten træder ind på scenen. For der er gået fem uger, hvor jeg kun føler, jeg har flyttet mig med museskridt. Jeg har stadig smerter, og jeg sover stadig en middagslur på halvanden til to timer hver dag. Det er jo ikke sådan ligefrem klassiske følgesvende på en arbejdsdag. Så derfor er det altså med en vis ængstelighed, at jeg i næste uge tager hul på arbejdslivet. For kan jeg overhovedet holde til det? Det er jo desværre virkeligheden, når man har en kronisk sygdom som endometriose. ALT er en afvejning, det var det også, før jeg blev opereret, for sygdommen styrer mine kræfter, og derfor kan jeg ikke bare mose på, som raske mennesker kan.


Og så er der det aspekt, som jeg også ved venter, og som jeg næsten ikke magter at tænke på. Der vil nemlig med stensikkerhed opstå situationer, hvor jeg skal forklare kollegaer, arbejdsrelationer eller andre forbindelser, at jeg ikke er helbredt. Jeg har nemlig tidligere oplevet, at der ligger en forventning om, at operationen løser alle de udfordringer, jeg har med mit skrantende helbred. Og jeg forstår det egentlig godt. Normalt opererer man jo for at fikse ting. Så en operation er for mange lig med, at missionen er fuldført. Men endometriose er kronisk, og derfor er en operation til for at prøve at reducere de smerter og udfordringer, jeg har. Det er en nødvendighed - ikke en manøvre der løser alle problemer.


I mit tilfælde sidder der stadig endometriose i min krop. Det der sidder på mit tarmsystem, turde lægerne ikke fjerne i denne omgang, fordi det i forvejen var så stor en operation. Så de koncentrerede sig om det mest presserende først. De havde med andre ord brug for at smide de tungeste over bord, før de kunne sejle videre. Og det er altså grunden til, at der stadig sidder to flotte endometriose-infiltrater på min tarm. Hvor meget det kommer til at genere mig, må tiden vise.


Og så er der hele den tilstand, man opnår ved at slås med endometriose i så mange år, som jeg har gjort. Over tid udvikler det sig til smerter og gener, som er kroniske i dag, og som ikke slipper mig, fordi jeg er blevet opereret. Jeg kommer ikke til at kunne feste til den lyse morgen, spise en stor fedtet pizza eller springe min træning over i nærmeste fremtid. Eller i nogen fremtid i det hele taget, hvis jeg nu skal være helt ærlig. Jeg kommer stadig til at leve så struktureret, som jeg gjorde inden min operation med den rigtige kost, endometriose-venlig træning og masser af pauser og hvil.


Det er det, der er så forbandet hæsligt ved den her sygdom. Den slipper os aldrig. Kirurgi kan lette os, men den får ikke den kroniske sygdom til at forsvinde. Vi kan ikke dø af at have endometriose, men vi slipper på den anden side heller ikke af med den. Det kommer jeg helt sikkert til at fortælle mange gange, når jeg nu vender tilbage til virkeligheden. Det tager jeg i stiv arm, for jeg er jo vant til at skulle fortælle om min komplicerede kroniske sygdom. Men hvor ville det være en lettelse, hvis vi som patienter ikke selv stod med ansvaret for at udbrede viden om endometriose. Det ville være rart, hvis det var en opgave, der blev løst af systemet, så vi med sygdommen ikke skulle bruge kræfter på det også.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link...