top of page

Send en spytklat afsted og find ud af, om du har endometriose


Det er noget, af det bedste jeg ved. Når en medpatient skriver til mig med et tip om endo-viden, jeg endnu ikke selv er snublet over. Så sent som i dag, har jeg fået et vink fra en, der har fundet en fransk artikel i netavisen HuffPost (tidligere The Huffington Post) med en mulig MEGET nyttig og banebrydende viden.


Det er nemlig et fransk selskab, Ziwig, der har opfundet en spyttest, der muligvis kan påvise endometriose. Testen har været udført på næsten 200 kvinder på forskellige hospitaler rundt i Frankrig med pålidelige resultater og en succesrate på næsten 100%. Nu forsøger selskabet at få testen anerkendt af hospitalsvæsenet i Frankrig og få sundhedsvæsenet til at betale for den, så den bliver tilgængelig for alle.


Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men det kunne da være en kæmpe game changer i forhold til at stille diagnosen, i stedet for at vente 7, 8, 9 år eller mere kan man få diagnosen inden for et par dage. Helt konkret består testen af en tube, som man placerer en spytklat i. På et laboratorium foretages så en DNA test, for at finde sygdommens markører hos patienten.


De rykker på endometriose for tiden i Frankrig, og det er jo så fedt. Lad os håbe at alt det arbejde, de laver både politisk og forskningsmæssigt kommer til at gavne os herhjemme på et tidspunkt også. Og den anden vej rundt, for der sker også gode ting i Danmark - heldigvis. Det vil i hvert fald være en kæmpe hjælp i forhold til diagnosetiden, hvis noget så simpelt som en spyttest kan vise sig at kunne påvise den kroniske lidelse. Hvis den test får liv i sundhedsvæsenet er konsekvenserne jo mind blowing. På den fede måde.



Og du kan også læse mere på selskabet Ziwigs hjemmeside.





Comments


bottom of page