Det er ikke normalt, jeg to gange på en uge lægger nyt på bloggen. Men jeg sidder simpelthen og surmuler min lørdag lidt væk, og det går jo ikke. Derfor må jeg hellere få det ud af systemet i stedet for at puste mig selv op indefra af raseri.
Årsagen er ganske enkelt den tråd, der er fulgt i kølvandet på Mette Abildgaards Facebook-opslag om hendes og mit møde om endometriose i denne uge. Jeg bliver SÅ træt. Når en flok praktiserende læger modtager Mettes opråb med voldsom konfrontation, så ærgrer det mig virkelig bare, at vi ganske enkelt ikke er kommet længere. Det er som om, vi skal have dårlig samvittighed over, at påpege et helt og aldeles åbenlyst problem, som der i øvrigt er både er faglig og patientmæssig opbakning til.
Men lad mig da give et par eksempler:
Det er som om, der skal passes bedre på systemet end på pigerne. Hvis systemet går i knæ, er det vel netop fordi, der er et behov? Jeg forstår simpelthen ikke argumentet. Det bekræfter i hvert fald den bange anelse, jeg har haft om, at nogle praktiserende læger ikke sender kvinder videre, fordi de er bange for at overbelaste systemet. Det er godt nok bekymrende, hvis det er måden, der prioriteres på.
Men det stopper naturligvis ikke der:
Det er godt nok vildt at påstå, at det ikke hjælper patienten at få stillet en diagnose! Har vi ikke alle sammen brug for at få svar på spørgsmål, der plager os? Især når det er daglige smerter eller begrænsninger, som flytter mere og mere ind i vores liv, og dermed vender det på hovedet. Det er jo på alle måder nemmere at tage ansvar for sin egen situation, når man ved, hvad man har med at gøre. Men det har vi åbenbart ikke krav på.
Men da jeg så ikke troede, det kunne blive værre:
Hvad i alverden foregår der? Lægefaglige der lige sidder og smider om sig med, at endometriose ikke udvikler sig. Jeg har simpelthen ikke ord for, hvor vanvittigt jeg synes, det er. Jeg er selv et levende eksempel på, at dårlig vejledning fra en FAGperson har forværret min situation betragteligt, og jeg kan ikke længere tælle, hvor mange henvendelser jeg har fået fra medpatienter, der har oplevet det samme.
Og lad os så lige slutte af med ansvarsfralæggelse og den sædvanlige talen ned til os:
Jeg bliver så træt og opgivende - men mest af alt bliver jeg bare så ufatteligt ked af det. Tænk sig at vi bliver - godt nok via Mette men alligevel - mødt af så stor mistro og mangel på empati. Vi er i gang med at bruge kræfter, vi ikke har, fordi vi håber, vi kan gøre det nemmere for generationerne efter os. Og hvis ikke vi skal bruge energien på det, hvem skal så? Det er i hvert fald - tudeligvis - ikke alle læger, der har vores ryg!