“Vi er lidt i tvivl om, om endometriose er stort nok som emne!” Det er faktisk en sætning, jeg hører relativt ofte. Det overrasker mig naturligvis, for jeg kender jo om nogen behovet, og jeg kan hver eneste uge se, hvor mange vi er - alene ved at tjekke min indbakke. Men det er nok fordi, vi ofte (selvfølgelig) putter lidt med vores tilstand. Vi har ikke nødvendigvis skreget det fra toppen af tagene. Det er følsomt at have endometriose, og det kræver på alle måder et “safe space”, hvis man skal dele.
Men så sker der bare noget, der viser alle tvivlerne, at “Nobody puts Baby in a corner”, når det lykkes os at få lidt opmærksomhed. Som i fredags da jeg, sammen med Dorthe Hartwell, gæstede Go’ morgen Danmark på TV2. Ikke alene synes jeg, der blev vist emnet respekt ved, at der var sat god tid af til at tale om det. Men jeg må jo bare sige, at modtagelsen på de sociale medier med al ønskelig tydelighed viser, hvor kæmpestort behovet er for, at vi som samfund bliver bedre til at tackle den her forfærdelige sygdom.
Sikke en opbakning. I regarerer, I kommenterer og I deler. I vildskab. Og det er så vigtigt. For at endometriose bliver belyst, for at vi kan flytte vores vilkår (eller mangel på samme) og så tror jeg faktisk også, det er vigtigt for mange af jer personligt, fordi det giver jer muligheden for at forklare, hvordan I går og har det. Det er så svært, når man skal sætte de helt rigtige ord på en både uforklarlig og uforståelig tilstand. Jeg har jo efterhånden øvet mig i nogle år på at beskrive det helvede, endometriose er, og det glæder mig ubeskriveligt, at det ser ud til, mange af jer virkelig kan bruge det til noget.
I skrivende stund er klippet, som Go’ morgen Danmark har lagt på deres Facebook set over 200.000 gange, det er kommenteret på mere end 230 gange og delt 322 gange. På Instagram er det også et populært opslag. Der er på nuværende tidspunkt lige knap 800 likes, mens opslaget har på den gode side af 80.000 visninger. Og det er to døgn siden.
Så kære kvinder med endometriose. I er med til at vise verden, at det her er vigtigt. At vi skal have noget hjælp. Noget bevågenhed. Nogle acceptable vilkår for så svær en kronisk sygdom, som vi kæmper med. Det betyder langt mere, end I ved i det store billede. Og det gør mig ganske enkelt dybt taknemmelig. For så nytter det, når jeg slås. Tak!