Forleden da jeg kørte mine børn i børnehave, sagde min lille tre-årige søn: Mor, er yoga egentlig dit arbejde? Jeg trak på smilebåndet der i morgen-myldretidstrafikken, for det er jo både sødt og sjovt. Men bag det gemmer sig også den måde, min hverdag er struktureret på. Vi tager - som familie - mange hensyn til min sarte fysik og dens altoverskyggende behov. Min lyst og trang til at nå til yoga, bliver vægtet på samme plan som arbejdsdage, for ellers ryger jeg ud af balance, og så betaler vi alle sammen en høj pris.
Derfor kom jeg til - da jeg i denne uge lå i den varme yogasal - at tænke på, hvordan min krop og dens bedst mulige version af sig selv er udgangspunktet for rigtig meget for min familie og endnu mere for mig. Og så skete der det forunderlige, at det kastede et digt af sig:
Mit hylster, min krop
Du er aldrig rigtig i top
Det niver lidt her og trækker lidt der
At finde balance er altid svær
Du skal bære mig igennem mit liv
Men ofte føles du skrøbelig som et siv
Du er ikke afslappet, du har ingen ro
Alligevel er det her, jeg skal bo
Den ene dag gør du mig vred
Den næste har jeg kun kærlighed
For du er svag, men også hamrende sej
Sammen finder vi vores vej
Du har klaret pinsler og smerte
I en grad der knuser mit hjerte
Men du kæmper med alt, du har lært
Selv når det er allermest svært
Du er min krop, men også min helt
For du overgår hele tiden dig selv
Jeg lover at passe på dig til verdens ende
Selv på trods ender vi med at vinde
Comments