I den kommende uge skal jeg holde mit foredrag for første gang. Randers Bibliotek bliver første destination i min mission om at tage endometriose og kronisk sygdom med ud i verden for alvor og vise den frem, så alle kan se den. For det er en stor del af det for mig. At brede emnet ud, at tale om det i offentligheden, at få endometriose med ud i lyset, i stedet for at alle os med sygdommen skal sidde i mørket og gemme os. Og jeg glæder mig virkelig meget.
Jeg har arbejdet i lang tid på foredraget, for når folk bruger en aften på at høre på mig og oven i købet betaler penge for det, så skal det selvfølgelig være i orden. Så jeg har gjort mig umage, for det kræver emnet, og det kræver arrangementet. Og det største problem har i virkeligheden været, at der har været alt for meget stof.
Endometriose har jo uendeligt mange ansigter, og der er et hav af veje, man kan gå, når man skal fortælle og tale om det. Det er jo hele DNA’et i den ulidelige sygdom, at det er en uudtømmelig brønd af ting, man kan diskutere og italesætte. Den sætter sig jo på så centrale dele af din verden og dit liv, at man ind imellem kan føle, den fylder det hele. Og derfor er det faktisk en kunst at vælge de rigtige ting til. Og ikke mindst tage de rigtige fravalg.
For hvornår er det vedkommende? Hvornår rammer det noget, i dem jeg taler til? For det er jo ikke et foredrag, jeg har lavet for min egen skyld. Og den kunst er faktisk virkelig en kunst. Og når jeg har siddet med det, er jeg også blevet ramt af den gode gamle velkendte følelse: Er det for meget? Skal jeg virkelig invitere folk så direkte ind i mit underliv? Er det ikke bare en gigantisk oversharing af et emne, som jeg burde holde for mig selv? Det grimme monster forsvinder tilsyneladende ikke. Selv ikke efter år, hvor jeg har fået bekræftet, at vi er virkelig mange, der har behovet for at vi taler åbent om det hele. Underlivet, menstruationen, endometriosen. Det HELE.
Så jeg har også forsøgt i min tilrettelæggelse at smide al blufærdighed. For vi kan ikke længere arbejde med den som en blind passager. Det er en nødvendighed at lægge det hele frem. Og nu prøver jeg så med et foredrag, som jeg personligt synes skulle have været ude i verden for lang tid siden, men det er som bekendt bedre sent end aldrig. Og så kan det jo godt være, at jeg hen ad vejen finder ud af, at jeg må indlemme nogle af mine fravalg i foredraget igen og stramme eller skærpe andet. Men det bliver en proces, jeg kan gå igennem sammen med jer, der tager jer tiden til at bruge en aften sammen med mig. Er du svimmel, jeg glæder mig til at lægge endnu en sten på vejen til mere opmærksomhed og større fokus på endometriose og det at have en kronisk sygdom, der fylder så meget og kan ses så lidt.