“Jeg elsker virkelig bare ikke at have travlt!” De ord sagde jeg til min mand i morges, da vi skulle have vores unger ud af døren. Ganske enkelt fordi jeg kunne mærke dybt inde i min slidte krop, at den elsker ikke at stresse. Og det er jo det, man oftest kommer til i en presset hverdag, hvor småkonflikter, tidsoptimisme og uforudsete tøjskift eller toiletbesøg kan udfordre den sirlige tidsplan.
På den måde kan ferien blive en lille virkelighedsflugt, når endometriosen får en periode med ro på. Jeg oplever i hvert fald, at når jeg er presset, så viser min kroniske tilstand tænder og forsøger på den måde at lade mig vide, at jeg skal skifte gear nedad. Problemet er jo bare, at i en hverdag, der jo for det meste går over stok og sten, er det ganske enkelt ikke et privilegium, jeg har.
Men i de seneste uger har jeg så bemærket, hvordan min krop har taget i mod, at mit hoved ikke hele tiden var på overarbejde. Jeg gik så i øvrigt også lige på ferie med en nedslående MR-scanning i frisk erindring, så ugerne med kraftigt nedsat tempo var virkelig kærkommen.
Min mands svar på min kærlighedserklæring til ikke at have travlt var så i øvrigt: “Ja, vi får virkelig et chok på mandag, når det bliver alvor.” Og han har jo desværre fuldstændig ret. Fordi nu skal jeg så igen til at indstille mig på dage, hvor jeg ikke altid selv kan bestemme farten. Alene udsigten til hverdagen kan gøre mig træt. Hvis jeg da ikke var det i forvejen. Det gør mig svært forpustet bare at tænke på det tempo, der venter mig.
Hvis jeg skal skære helt ind til benet og ud i pap på samme tid, så passer hverdagens tempo simpelthen ikke til en kroniker. Jeg har brug for tid. Jeg har brug for at kunne stoppe op og sænke tempoet øjeblikkeligt, fordi min krop og mit hoved kræver det. Jeg har brug for ikke hele tiden at se på et ur. Jeg har brug for luft. Både i mit hoved og i mit skema. Men sådan er hverdagen bare ikke skruet sammen. Og det er virkelig tungt at tænke på, at det ikke er en mulighed. Det er faktisk decideret deprimerende, at den stress og jag der er en uundgåelig del af hverdagen, forværrer min tilstand.