top of page

Kald mig bare medieliderlig…


I den her skrivende stund på langs i min seng med varmepuden strategisk placeret og dynen godt pakket rundt om mig, er der en uge til, at min bog udkommer. Én UGE. Det giver mig på en måde lyst til at pakke mig endnu længere ned under dynen og blive der, til det hele er drevet over. Men det giver mig heldigvis også lyst til at stå op på den højeste platform, jeg kan finde og skrige mit budskab ud, til jeg bliver gasblå i hovedet. For det er nu, chancen er der.



Derfor har jeg også valgt at gribe muligheden, inden den smutter ud af hænderne på mig igen. Jeg taler med alle, der vil høre på mig og mine pointer omkring udfordringerne med endometriose, som jeg synes, vi, i det danske samfund, skal gribe bedre an. Jeg ser mig selv tegne og fortælle og kaste mine forholdsvis korte arme rundt i rummet i min iver for at beskrive min egen - og dermed mange andre kvinders - pressede situation og kroniske tilstand. Og jeg ser mig selv posere foran kameraet efter bedste evne.


I den kommende tid vil I derfor blive konfronteret med mig i medierne, og det er alle slags. Aviser, dameblade, online-magasiner, fjernsyn og hvilke andre medier, der kunne ønske at høre på mig. Heldigvis har jeg allerede talt med en del, og jeg har også stadig nogle til gode, så der kommer til at være en god larm omkring endometriosen, og hvor svært det er for os, der lever med den.

Det kræver selvfølgelig i langt de fleste tilfælde, at jeg fortæller min egen historie. Det er egentlig ikke, fordi der er en stor lyst i mig for at fortælle i detaljer om, hvad det er, jeg har været og er igennem. Men hver eneste gang jeg så alligevel åbner op for det, så hjælper det mig at tænke på, at det er “vores” historie, jeg fortæller. For min historie er jo bare én blandt utrolig mange, og den ligner på mange måder mange af de historier, jeg hører fra jer. Så hvis min personlige fortælling kan være med til, at vi alle sammen bliver set, er det uden tvivl det hele værd.


Det hele starter i denne weekend. Jeg har nemlig haft en snak med Ekstra Bladet, som bliver bragt søndag. Og så er ballet ligesom åbnet, og I kan blandt andet holde øje med alt.dk, Magasinet Liv og Aftenshowet i den kommende tid. Jeg skal selvfølgelig nok give et praj, men nu ved I, der er noget i vente de forskellige nævnte steder.


Næste trin bliver jo så, at I skal hjælpe mig med at larme. Vi skal nemlig helst ud i alle kroge, og det vil jeg blive så glad for, hvis I vil give en hånd med til. Så I skal dele i vildskab, når der kommer noget i medierne. I skal fortælle alle omkring jer om bogen, så de måske kan opnå en større forståelse for jeres situation, når de læser min historie. Og I skal gribe chancen og taletiden sammen med mig og italesætte, hvordan endometriosen præger vores liv i negativ grad, og om hvor vigtigt det er at få en diagnose og den rigtige hjælp i systemet. Det håber jeg så inderligt, I vil stå sammen med mig om.



bottom of page