Hej - jeg hedder Louise, og jeg har aldrig haft det normalt


Med dage der er præget af okay store smerter, en ulidelig træthed og et liv planlagt til mindste detalje dikteret af endometriosen, ved jeg godt, at jeg ikke er normal. Men har jeg egentlig nogensinde haft det ‘normalt’? Det kom jeg pludselig til at tænke på en dag, og det helt ærlige svar er, at det tror jeg faktisk ikke, jeg har. Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft udfordringer, som jeg selvfølgelig ikke på de daværende tidspunkter vidste var helbredsmæssige, men som ofte begrænsede mig langt mere, end jeg havde lyst til.


Jeg har så ofte hørt og set mig selv udefra være den, der kapitulerede tidligt fra en fest. Hvis jeg da overhovedet har deltaget og ikke i stedet har brugt weekenden på sofaen. Jeg har altid tænkt uhørt meget over længere arrangementer af flere dages varighed, jeg blev inviteret til. For det var ofte en uoverskuelig periode for mig at tage stilling til. Jeg vidste jo ikke, hvordan jeg ville have det efter de første to dage ude af mine egne trygge rutiner.


Jeg har altid haft et hav af mere eller mindre gode undskyldninger for, hvorfor jeg ikke lige tog del i noget - igen. Og så har det i øvrigt været et minutiøst puslespil for mig, hvis jeg eksempelvis skulle med til en julefrokost på arbejdet. Jeg skulle jo som et minimum have en lur af halvanden times varighed, hvis jeg skulle kunne holde længere end til 19.30. Så skulle jeg i mit valg af påklædning tænke ind, at jeg skulle kunne holde ud at have det på i mange timer. Timer hvor jeg oven i købet formentlig skulle indtage mad, som med stor sandsynlighed fik min mave til at hæve. For det gør en klassisk julefrokostbuffet med usvigelig sikkerhed. Mit fodtøj skulle også overvejes nøje, for hvis mine ben og fødder blev for pressede i løbet af aftenen, skar det også noget af den tid, jeg havde håbet at kunne holde. Sidst men absolut ikke mindst, skulle jeg, inden jeg gik ud af min dør, have en klokkeklar plan for, hvordan jeg skulle komme hjem igen. Det ville være selvmord, hvis ikke jeg havde gennemtænkt situationen, for så ville jeg skulle træffe beslutninger på en bund af en helt smadret fysik og en komplet slukket hjerne. Det var ikke en reel mulighed.


Når jeg ser tilbage, kan jeg egentlig godt se, at jeg aldrig rigtig har været ærlig overfor andre eller mig selv om min tilstand, som jeg på det tidspunkt måske til nød kunne se afveg fra andres. Og som bekendt kan man bedre lyve for sig selv, hvis man også sørger for at lyve for alle andre. Det tror jeg også har været medvirkende til, at jeg aldrig har holdt min egen situation op imod andres, for så blev det jo pludselig tydeligt. Så hvis jeg talte med mine veninder om, hvad de kunne overkomme - fysisk og mentalt - og jeg på ingen måde kunne genkende min egen situation i deres fortælling, var det simpelthen nemmere at klappe i, på den måde blev min tilstand jo aldrig sandhedstestet på andet end min underbevidsthed.


Konklusionen må derfor også være, at jeg ganske enkelt ikke ved præcis, hvordan det er at føle sig ‘normal’ fysisk og mentalt - det har jeg simpelthen haft alt for mange skavanker og udfordringer til at vide. Det har bare taget virkelig mange år for mig at komme derhen.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link. Det er gratis og helt uden forpligtelser...