Goddag endo - farvel relationer


At være syg med endometriose er ofte et meget langt og meget opslidende forløb, og for mig stod det på i så mange år, at det ændrede mig stille og roligt over tid.

Jeg forestiller mig, at det sker for de fleste, der gennemgår store kriser. At man tager sine relationer op til revision. Både fordi det hele er så ekstremt uoverskueligt, når livet er kaos ned til mindste detalje, men også fordi der er nogle, der helt ærligt ikke møder én, der hvor man befinder sig i sin nye virkelighed.


At være syg med endometriose er ofte et meget langt og meget opslidende forløb, og for mig stod det på i så mange år, at det ændrede mig stille og roligt over tid. Og over den årrække har summen af ændringerne vist sig at være ret markant. Og da jeg så efter meget lang tid i en boble af usikkerhed, bekymringer og en ekstrem følelse af uretfærdighed kom om på noget, der ligner den anden side, var der en del af min omgangskreds, som blev ved med at se på mig og tale til mig, som de gjorde til mit ‘gamle’ jeg. Det gav mig en voldsom følelse af slet ikke at blive forstået eller set, og siden jeg allerede havde kæmpet i flere år med min sygdom, var jeg på ingen måde klar til at bruge energi på at forklare de mennesker, hvordan de så mig og læste mig helt forkert.


Det har efterhånden kostet mig en del af mine tidligere forbindelser. Både perifere og nære venner, men faktisk også familie. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke i alle situationer var totalt gennemtænkt i mine reaktioner, og i en periode kørte jeg også en lidt for hård nul-tolerance over for mangel på forståelse. Men det betyder ikke, at jeg har fortrudt mine brudte relationer.


For jeg orker det virkelig ikke. Jeg orker simpelthen ikke at skulle forklare og forsvare mig selv i min tilstand og mine valg. Der er ganske enkelt alt for mange andre ting, jeg skal bruge mit manglende overskud på, så det er ikke rigtigt en mulighed. Der er jo i øvrigt heller ikke nogen garanti for, at den opgave lykkes.


Og så må jeg simpelthen også tilstå, at det er så rart for mig at være landet her, hvor jeg er nu. Hvor omfanget af nære relationer er skaleret så meget ned, at jeg reelt har energi og kræfter til dem, jeg har tilbage. For jeg skal jo også være noget for dem, jeg er venner med og i familie med. Det skal ikke kun handle om mig og alle mine udfordringer. Så det har på mange måder været altafgørende for mig at nedjustere, for min efterhånden erkendte nedsatte funktion tillader ikke den fart, jeg havde på før i tiden.


Det er ganske enkelt en nødvendighed for mig, at jeg har ro på alle de parametre af mit liv, jeg selv kan styre. For der er ved Gud mange ting, jeg slet ikke har kontrol over. Der kan ikke også være plads til, at jeg skal kæmpe med relationer, der skranter, eller hvor jeg føler så stor en ubalance, at det ikke ser ud til at kunne blive bragt et roligt sted hen. Det er der nemlig - hårdt sagt - ingen fremtid i for mig. Min største prioritet, og det der lige nu giver mig den allerstørste livskvalitet, er fred, for det heler mig.


Det fungerer ikke sådan, at jeg går rundt og er vred på dem, der ikke møder mig det rigtige sted. For jeg forstår faktisk godt, det kan være virkelig svært at finde ud af, hvor det sted egentlig er. Og jeg kommer ikke til at se den anden vej, hvis jeg møder nogle af mine tidligere relationer på gaden. For det handler jo rigtig meget om, hvad jeg har valgt til i mit liv, og ikke at de ikke slog til. Det ville også være for simpelt at gøre det til en sag om at bære nag, for det handler om noget meget større end det for mig. For mig har det været et led i at få et så godt, rart og roligt liv som muligt, når nu jeg skal kæmpe så voldsomt med endometriosen. Og det er altså en strategi, som virker for mig.


Få besked når der er nyt på bloggen. Subscribe via dette link. Det er gratis og uforpligtende..