Den niver altså lidt. Den der vintertid. Jeg har i hvert fald konstateret i den seneste uge, at skiftet til vintertid og min endometriose ikke kommer til at blive at blive slyngveninder i det lange løb. Og det er der mere end én grund til.
For det første er det ret tydeligt, at min families to-årige medlem ikke sådan rigtig har taget vintertiden til sig. Så i denne uge er han vågnet alt i mellem 4.15 og 5.15. Det er som sådan ikke helt vildt nødvendigt for nogen af os at komme op på det tidspunkt. Vi skal jo ikke nå en flyver.
Men så er der altså også min krop, der bare på ingen måde falder i hak med vintertiden. Jeg bliver ofte spurgt, om jeg kan beskrive, den der træthed, jeg føler som endopatient. Det er faktisk ikke nogen nem disciplin, fordi den er der dybest set jo bare hele tiden, så det er på mange måder ikke længere en følelse men mere en tilstand. Og så topper den tilstand ligesom bare nogle gange i løbet af dagen. For mig ofte omkring middagstid og dernæst lige oven i aftensmaden. Den perfekte timing med små børn. Der har jeg det som om, jeg har brug for en vogn til at køre mig selv rundt på, mens jeg gnider i vaselinen i mine øjne og kæmper med at holde mit hoved oprejst, som ellers føles som om, det har lyst til at falde af. Oven i det bød sidste weekend så på, at vi skulle stille urene en time tilbage. Det burde jo være en fordel at få en time mere, men det er som om, mit system lider mere under at blive forstyrret, end det får gavn af den ekstra time.
Jeg har gabt mig igennem hele den her uge, og jeg har følt mig mere end en time bagud. Mit initiativ er i bund og min ellers insisterende hang til daglig dans er i nul. Alle mine skridt har føltes som om, de skulle tages med et blylod bundet fast til hver fod, og helt ærligt føles det en smule uretfærdigt, at jeg skal blive ramt på sådan en måde, når ‘træt’ i forvejen er mit mellemnavn.
Og så er der lyset. I Guder hvor jeg dog savner det. Det er tungt, at der mangler lys i begge ender og alle faser af dagene. Der mangler ikke bare en pære, der mangler en projektør! Og det slår mig lige så hårdt som den tilbagesatte time gør. Samtidig med kan jeg så næsten ikke overskue de alt for mange måneder, der ligger foran mig, som jeg skal igennem, før vi alle sammen kommer om på den anden side og igen får lys varme og formentlig mere energi. Et Mount Everest i mørke og vintertid.
Jeg læste et sted, at små børn godt kan tage en god uges tid om at vænne sig til og rette sig efter vintertiden (ja, man bliver desperat, når der står 4.15 på uret). Jeg håber af hele min energiforladte krop, at det er det samme for endopatienter og vintertiden. Under alle omstændigheder håber jeg i hvert fald, at det finder et leje, og at den måde, jeg har haft det på i denne uge, ikke er sådan, jeg skal have det vinteren igennem. Så kan jeg lige så godt gå i hi.