Er man overhovedet feminin uden et velfungerende underliv?


Kvindelighed er en individuel størrelse. For nogle er det de høje hæle, for andre kan det være make up eller outfittet, der giver følelsen af kvindelighed. Den kommer i mange former og farver, og hver især har vi kvinder en holdning til, hvad der gør os kvindelige.


Jeg tror dog på, at et fællestræk for os alle er, at kvindelighed også kommer indefra. For hvis man føler den, kan man sagtens bære et par sneakers og et usminket ansigt med lige så høj grad af kvindelighed, som hvis vi har givet den fuld rulle på dullen og ligner en karakter i “Sex and the City”. Det at være feminin er vores helt egen individuelle version, for hvis ikke vi tror på det og bærer den med overbevisning, skinner det altså igennem stramt tøj, smokey eyes og de helt rigtige pumps.


Men hvad så når det mest kvindelige, vi har indvendigt er i stykker? Når vi bøvler med det, der i virkeligheden - i hvert fald anatomisk - adskiller os fra mændene, er vi så stadig kvinder? Jeg spørger, fordi jeg helt ærlig ikke ved det. Men jeg ved, at jeg til tider skal overbevise mig selv om min kvindelighed, fordi endometriosen har sat mit underliv sådan under pres, at det ikke længere kan betegnes som velfungerende.


I de fleste perioder af mit liv, kan jeg sagtens finde min femininitet frem, til trods for at det kvindelige i mit indre ikke er i topform. Men jeg får altså perioder, hvor jeg kæmper med det, og hvor det også kravler ind i knolden på mig, fordi det faktisk er ret tungt at bakse med, om man egentlig er kvinde nok.


Jeg havde allerede problemet, da det krævede fertilitetsbehandling på højt plan at gøre mig gravid. For er det ikke ligesom det, man skal kunne som kvinde? Jeg havde ingen indflydelse på mit ønske om at blive gravid. Men hvis jeg fulgte lægernes anvisninger og krydsede fingre, så kunne jeg måske være heldig, at jeg fik ønsket opfyldt. Ud over at jeg syntes, det var stressende, så ramte det mig altså helt klart også på min kvindelighed.


Og ja ja, jeg var jo syg, og det vidste jeg godt. Der var ligesom en grund til min udfordrende reproduktions-situation, men det var noget følelsesmæssigt, der tog over, jeg ikke selv var herre over. Og følelser er jo ikke garanteret rationelle. Men nu hvor jeg sidder med to vidunderlige børn, så sniger den følelse sig stadig ind på mig i en mere overordnet tvivl om min femininitet.


Den er stadig ikke rationel, det erkender jeg, og det er heller ikke nødvendigvis noget system i, hvornår det viser sig. Måske bryder det frem, når der er lavvande på overskudskontoen. Måske tager det over, når smerterne er for tilstedeværende til at ignorere. Eller også ligger tanken bare hele tiden og lurer, og hvad som helst kan tricke det. Mit ødelagte underliv påvirker min følelse af kvindelighed, i hvert fald den del der kommer indefra, det er indiskutabelt. Og det har plaget mig så længe nu, at jeg ved, den følelse ikke bare kommer til at forsvinde. Det er en psykisk følgesvend, jeg ikke sådan kan ryste af mig. Så det eneste, jeg reelt kan gøre, er at finde nogle værktøjer, der virker, så jeg hurtigt slipper af med tankerne om mangel på kvindelighed. For mig er det i hvert fald ikke et “quick fix”, men et langt sejt mentalt træk.


Du kan subscribe via dette link, hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen...