Sikke en uge det har været. En bogudgivelse er i sig selv en okay vild oplevelse. Men efter den fulgte så en masse søde beskeder og reaktioner, som jeg gerne ville forholde mig til og svare på. Det er nemlig mindst lige så vigtigt at svare jer derude, som tager jer tiden og skriver til mig, som det er at forholde mig til det formelle i forbindelse med bogen. Så det gik en del af weekenden med.
Så kom mandagen, og så var det som om, det hele eksploderede. Jeg vidste jo godt, at jeg havde skrevet en kronik, som Politiken ville bringe, og jeg vidste selvfølgelig også, at jeg skulle sidde som gæst i Aftenshowet på DR1 mandag aften. Men jeg havde ærlig talt ikke forestillet mig, hvad det ville give af ringe i vandet. Vi var oppe i en størrelsesorden, hvor en skovsø ikke havde været nok, vi skulle som minimum op i en fjord, for at vandspejlet var voluminøst nok.
I første omgang gav det naturligvis lidt larm at sidde i fjernsynet i den bedste sendetid. Det har jeg jo sådan set prøvet før, men denne gang skulle det bare handle om noget ekstremt privat, og ud over at jeg skulle lukke døren op til mit eget underliv, så var der så mange pointer, jeg frygtelig gerne ville have med, mens jeg sad der og havde den dyrebare TV-taletid. Så jeg sad på kanten af stolen under hele interviewet. Det lykkedes næsten, men alle der kender til endometriose og udfordringerne, der følger med, ved også at der er så meget at komme omkring, at man umuligt kan nå det på de minutter, man får stillet til sin rådighed i et dagligt aktualitetsprogram i fjernsynet.
Men endnu mens jeg var i gang med at samle op på reaktioner på min TV-optræden, var det som om den kronik jeg havde fået i Politiken selvantændte. Og lad det være sagt med det samme, den var og er helt ekstremt vigtig for mig. For det har aldrig været min hensigt, at jeg skulle være centrum for alt det her. Det er selvfølgelig min personlige historie, der kickstarter det hele. Men den skulle agere frontløber for en masse andet, fordi det er ret vigtigt for mig, at vi tager den her snak på et helt overordnet plan. Derfor måtte der ikke gå for meget dameblad og lidelseshistorie i den.
Så jeg følte selv, at jeg måtte tage et ansvar for at få belyst de ting, jeg synes, der er problemet i dag. At det er komplet oldnordisk at menstruationssmerter i dag stadig er tabu. At det er svært at være syg og samtidig insistere på forståelse og hjælp. At det er latterligt vigtigt at få fortalt, at endometriose kan være skidefarligt, især hvis man bare lader stå til. For bare at nævne nogle af de vigtigste.
Jeg må sige, at det virker til, at jeg ikke står alene med de betragtninger. Politiken lagde selv kronikken på deres Facebook, og i skrivende stund er der over 850 reaktioner på den, godt 172 kommentarer og ikke mindst 140 delinger af artiklen. Det er så godt! Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig den slags uforbeholdne opbakning til en lang svada om os, der lider af og med endometriosen. Det glæder mig i et omfang, der både giver mig lyst til at danse hysterisk og flæbe uhæmmet. På samme tid.
Det er vigtigt, fordi det i første omgang er så skidetungt at være os. Vi slæber på en uvelkommen uven, og vi skal oven i købet ofte føle, vi er til besvær, når vi gør opmærksom på den. Men dernæst er det vigtigt - altså sådan helt absurd vigtigt - fordi der kommer en generation efter os. Og en mere efter dem igen. Og vi skal som et minimum lære af, at vi er alt for mange, der er blevet alt for syge, i forhold til hvordan det havde behøvet at se ud. I et samfund som vores skal vi kunne gribe folk, før det går så galt, som det er gået for en stor del af den generation, jeg selv tilhører og generationen før os. Vi skal ikke sætte dygtige kvinder i deres bedste alder uden for fællesskabet og samfundet, når vi nu har den viden om, hvordan endometriose kan møve sig ind i kvinders liv, som vi har i dag. Det skal vi kunne gøre bedre. Så kronikken er central for den historie, jeg vil fortælle, og jeg er overvældet og kisteglad for, at I tager imod den og sender den videre ud i verden. Det er vejen frem.
Og det betaler sig, at vi larmer. For i denne uge er jeg også blevet kontaktet af Berlingske, som synes kronikken åbnede mange spændende synspunkter og historier. Derfor er der også endnu mere på vej i mediebilledet om endometriosen og alle de samfundsrelaterede problemer, jeg i hvert fald ser, der er på baggrund af gynækologiens kroniske sygdom.