Egentlig burde jeg glæde mig helt vildt. For på fredag drager jeg sammen med min lille familie til Mexico, hvor vi skal holde ferie i små tre uger. På papiret er det jo bomben. Men jeg er faktisk ikke helt oppe og ringe på begejstringsskalaen. Jeg er bimlende flyskræk, og en tur til det mexicanske kræver sammenlagt næsten 14 timer i en flyvemaskine. Samtidig har jeg faktisk ikke siddet i en flyvemaskine siden 2018 - fordi Corona - og det er altså okay længe for en, der ikke er helt pjattet med flyvninger. Og så er der jo naturligvis også det faktum, at min sygdom på mange måder har gjort mig langt mere angst og væsentligt mindre care-free, end jeg var engang.
Alle de dramatiske, akutte situationer endometriosen har budt mig over de senere år har virkelig lagt sig tungt over min sindsstemning. Jeg ser spøgelser alle vegne. Det er virkelig katastrofetanker på allerhøjeste niveau. På mange måder kan jeg godt se, at når tankerne rigtig stikker af, er det dybt irrationelt og uden hold i virkeligheden. Men det er ganske enkelt ikke noget, jeg kan styre. Og egentlig har jeg også ret stor forståelse og omsorg for mig selv og min mentale situation. For alvoren er flyttet ind i mig i takt med, at jeg er gået igennem en erkendelsesproces, hvor jeg har skulle acceptere min alvorlige, kroniske sygdom.
Ambulanceture til Riget, store operationer og alvorlige lægesamtaler, hvor doktoren har set på mig med bekymrede og dybt seriøse øjne. Lange indlæggelser hvor forklaringerne og svarene var få, men tvivlen og håbløsheden drev ned af væggene som tyk grød. En hverdag der med små - men meget sikre skridt - måtte ændres til en knap så festlig udgave, der til gengæld er stramt struktureret for at sikre, at jeg ikke brænder ud. Det er altsammen med til, at jeg på daglig basis bekymrer mig til et niveau, der tenderer regulær angst. Og jeg ved godt, det også er en central uundgåelig del af det at blive forælder, men jeg tillader mig at tro, at min helbredstilstand på ingen måde trækker i den rigtige retning.
De oplevelser, jeg har haft over de senere år med min sygdom, trækker så lange slæbende spor ind i min mentale balance, at jeg skal kæmpe dagligt for ikke at blive trukket med ned i dyndet af bekymringer. Noget af det, der hvirvler rundt i mit travle hoved, siger jeg højt. Andet lukker jeg ikke ud til andre. For jeg kan sagtens høre, det lyder alt for skørt, så det er ofte svært for mig at sige højt. Det betyder bare ikke, at tankerne forsvinder. Det har de desværre slået alt for stærke rødder til.
En veninde sagde for nyligt til mig, at hun havde hørt en podcast, hvor en kræftsyg kvinde sagde : Jeg vil gerne leve, til jeg ikke gør det længere. Det synes jeg, var en meget smuk og meget stærk sætning, og sådan har jeg også lyst til at tænke - og sådan har jeg især lyst til at leve. Det er ikke blevet implementeret fra dag til dag, men jeg hiver den sætning frem hver gang, jeg bliver hårdt presset. Den hjælper lidt, for jeg ved jo godt, at det ikke er løsningen at aflyse turen og sætte mig herhjemme og glo ind i en væg, fordi det føles angstprovokerende at flyve så langt væk fra Rigshospitalet. Det er work in progress, og alt der kan hjælpe mig væk fra den altopædende angsttilstand, samler jeg op. Men jeg tror også, det vil være naivt at forvente, jeg kan få det til at forsvinde. Endometriosen har introduceret mig til alt for meget alvor til, at det er en mulighed. Men så må jeg arbejde på en fornuftig og holdbar balance. Derfor er det et vigtigt skridt, at jeg sætter mig op i flyvemaskinen på fredag og flyver med min familie til Mexico.