“Men har du ondt HVER dag?” Jeg har ikke tal på, hvor ofte jeg bliver stillet det spørgsmål. Og jeg forstår det faktisk virkelig godt. For alle omkring mig ser mig gå på arbejde, bringe og hente børn og møde op når, der er diverse sociale arrangementer.
Men faktum er, at jeg må svare det samme hver eneste gang, jeg bliver spurgt: “Ja, jeg har smerter alle dage.” Nogle dage mere hidsigt end andre, men der er ikke en dag, hvor jeg ikke mærker endometriosens hårde slid på min krop på den ene eller anden måde.
Det er jo på mange måde også det, der gør det hele ekstra svært for os. At hvis ellers vi strammer balderne - og det tror jeg, mange af os kan skrive under på, vi gør - så er det ikke super tydeligt, at vi er ramt af alvorlig kronisk sygdom. Så skal jeg halte eller binde mig ind i gaze, når jeg går ud i verdenen?
Det tror jeg ikke er løsningen, og jeg tror desværre heller ikke løsningen er lige for. Andet end at blive ved med at tale om endometriosen, og hvad den gør ved os. For samtalen sætter tabu og uvidenhed fri, og det har vi brug for.
Men når det så er sagt, synes jeg faktisk, vi alle sammen har fortjent en medalje. En præmie for stadig at stå nogenlunde oprejst og indgå i hverdagen. Hvor meget det end er. Vi burde få (minimum) et årligt klap på skulderen fra oven for at have taget 365 dage mere med den her latterlige lortesygdom som fast inventar i vores system.
Så lad mig være den første til at sige: Skidehamrende godt gået. Det er ikke nemt at være indehaver af endometriose. Men du gjorde det igen. Bar den med værdighed og uden at klynke over, at du de fleste dage har ondt eller på anden måde er påvirket af din endometriose.
RIgtig glædelig jul og godt nytår :)