I dag er det præcis et år siden, jeg blev opereret for endometriose. Det var en stor operation, som strakte sig over mange timer, og jeg var pænt medtaget på den anden side. Men det skal på ingen måde handle om mig - selvom det er mit jubilæum.
Jeg vil nemlig rigtig gerne hylde min sygeplejerske Amanda. For hold nu da op, hvor hun kæmpede på mine vegne. Som jeg lå der i min hospitalsseng og var én stor klage-ballon, kløede Amanda bare på for at hjælpe mig et bedre sted hen.
Jeg bliver altid meget dårlig og forkvalmet af narkose generelt, jeg fik stærke smerter i skulderen på grund af den gas, de puster maven op med under operation, og jeg havde det overordnet set som om, jeg var blevet tævet systematisk med mere end et baseballbat over mange timer. Så der var nok at tage fat på for stakkels Amanda, der småløb rundt om min seng med mulige løsninger på alle mine gener. Jeg hørte hende sige mere end en gang til sig selv: “Åh for filan altså, hvad skal vi da stille op?”
Men hun gav aldrig op i forsøget på at balancere mig. Hun smertedækkede mig, bragte mig varmepuder til mine dødssmerter i skulderen, lagde kolde klude på min konstant klamme pande, holdte opkastposen, som blev nødvendig foruroligende mange gange, tømte mit blærekateter og kiggede ind til mig - også når jeg ikke trak i den røde snor.
Amanda kan tage en stor del af æren for, at jeg kom nogenlunde hurtigt på højkant, selvom det på operationsdagen og i dagene efter føltes som om, jeg kun lige var kommet ud af startblokken til et maratonløb.
Og vi skal hylde vores sygeplejersker. Både fordi de er fagligt dygtige, fordi vi hele tiden diskuterer deres position og vilkår politisk - men især fordi de er dem, der stryger os med hårene, når det hele føles uoverskueligt og tør tage snakken om alt det, der ofte vælter os med endometriose mentalt. Det har lægerne ikke tid til, og det skal de heller ikke bruge deres tid på. Men jeg har ikke tal på de gange, hvor en sygeplejerske har hjulpet mig med noget, der virkede som mental bjergbestigning.
Da jeg blev opereret var det så Amanda. Og lige nu handler det selvfølgelig om hende, men det er også tænkt som en fælleshyldest. Til alle dem der lægger så mange timer, faglighed og omsorg i deres virke som sygeplejersker. Som patient vil jeg i hvert fald gerne sende en kæmpe tak og sige, at I sygeplejersker, i min bog, er uvurderlige og I kan IKKE værdsættes nok. For I er limen, der får det hele til at hænge sammen for patienterne, og hvis I ikke var der, ville mange af os - mig selv inklusiv - være mentale vrag oven på sådan et forløb, som endometriose er.
Jeg kan ikke bringe et billede af Amanda. Det er ikke fordi, jeg ikke har taget et, det er fordi, Amanda har frabedt sig den slags distribution. Og det siger vel i virkeligheden det hele.