En hvad-sagde-jeg-fuckfinger er ikke nok


“Jeg er ked af, du oplever det sådan!”


For en god uge siden lavede jeg et radioprogram med Annika Aakjær som gæst, der handlede om undskyldninger. Eller vel i virkeligheden mangel på samme. For vi diskuterede, hvorfor det ofte er så svært for de fleste at sige undskyld. En ekspert, vi havde i studiet, sagde endda, at ovennævnte sætning var en dobbelt krænkelse. For ikke alene ville vedkommende ikke sige rigtigt undskyld, men med den sætningskonstruktion kan det også lykkes at lægge ansvaret over på den anden part, altså den part der måske i virkeligheden havde fortjent en undskyldning. Hvis du bliver udsat for den slags, kan det ende med, du tvivler på dig selv og hele situationen. For måske var det alligevel dig, der overdrev? Måske var det i virkeligheden dig, der skabte situationen? Når du hen til den følelse, vil du formentlig trække dig og ikke søge retfærdigheden. Heller ikke selvom du fortjener den.


Det fik mig til at tænke på, hvad der egentlig sker med os, når vi bliver udsat for den slags. Altså når vi møder mistro eller i bedste fald manglende forståelse. Lad os tage et tænkt eksempel. Hvis du nu var gået til læge i flere år med vedvarende smerter og ubehag omkring din menstruation. Hvis det endda tager til i et sådant omfang, at det lægger en dæmper på alt, du plejer at foretage dig i dit liv. Men hver gang du slæber dig selv afsted til lægen, sker der det samme. Lægen lytter til dig og spørger lidt ind. Men når konklusionen skal laves, er det altid det samme resultat. Du fejler ikke noget, så det må primært være i hovedet på dig, den er gal. Så skal du for hver gang, der går, opbygge mere og mere pondus, fordi troen på dig selv bliver brudt lige så stille ned for hver gang, du mander dig op. I håbet om at få hjælp til - og blive forstået for - dine smerter.


Det kan være så ekstremt ødelæggende for selvforståelsen. Det du gør er egentlig bare at lytte til din krop, men der er fagpersoner, der bliver ved med at fortælle dig, du ikke kan stole på det, din krop fortæller dig. At du overdriver. Den naturlige reaktion på det vil selvsagt være, at du begynder at overveje, om lægen har ret. Er det dig, der er hysterisk? For det er jo det, vi kvinder bliver. Sådan har det altid været, og sådan er det desværre nok stadig i nogle sammenhænge. Hvis din tilstand ikke kan forklares medicinsk, er det nok fordi, du er hysterisk, indbildsk og dramatisk.


Selv når man som kvinde endelig får diagnosen endometriose, oplever jeg, det kan være svært at dele. Selvom du nu har et klokkeklart bevis for, at du havde ret i alle de år, hvor du kæmpede på egen hånd mod både de store, invaliderende smerter og mod det lægefaglige system, så kan du stadig holde igen med din historie. For det smadrer dig mentalt, når du gentagne gange har oplevet at få at vide mere eller mindre direkte, at det er noget, du finder på. Oplevelsen af mistro, har du på ingen måde brug for at opsøge, så selv med papir på dine smerter og en hvad-sagde-jeg-fuckfinger til dem, der har forsømt dig undervejs, kan det være dig, der holder igen.


Jeg forstår så godt mekanismen. For hvis du ikke bliver troet på, når du har dødssmerter og nærmest må kravle til lægen for at få en vurdering og forhåbentlig en udstrakt hånd, hvorfor skulle du så opnå den tillid, fordi du har en diagnose. Mistroen hviler som et åg på os, der i årevis har kæmpet for at blive hørt, og den er svær at ryste af igen. Men jeg håber, tiden arbejder for os, og at vi alle - i vores eget tempo - får modet til at dele. For det er så uendeligt vigtigt, at de her historier kommer på bordet. De fortjener at se dagens lys. Og du fortjener at få din anerkendelse og ikke bare et: “Jeg er ked af, du oplever det sådan!”


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link. Det er gratis og helt uforpligtende...