Bare fordi jeg har tid, betyder det ikke, jeg har kræfterne!

“Men du kan jo også bare komme og være med en times tid.” Jeg forstår egentlig godt, hvorfor folk kan tro, at jeg kan dosere mig selv på den måde, når jeg forklarer, at jeg ikke har den samme energi som andre, eller som jeg selv havde engang. Altså inden den kroniske sygdom fik så godt et tag i min krop, at den dikterer både mit råderum og mine muligheder. For sagen er den, at alt har en pris for mig, og at intet er gratis. Intet overhovedet.

Mine ressourcer skal bruges klogt hver eneste dag og prioriteres, så jeg ikke fejler, der hvor jeg allerhelst vil koncentrere min tilstedeværelse. Jeg kan ikke “bare” samle mig op på den anden side, og jeg kan ikke “blot” indhente det tabte. Det er simpelthen ikke sådan, det fungerer for mig. 

Hvis jeg tager til en fest, er det ikke kun de sene nattetimer og de mange genstande, der sender mig til tælling. Det er også det faktum, at jeg skal tage festtøj og en let make up på. Jeg skal også regne ind i mit regnestykke, at jeg skal spise af en buffet, som jeg ikke nødvendigvis kan smage alt i (og derfor måske ikke bliver ordentligt mæt). Det er heller ikke uvæsentligt, at jeg en hel aften skal sidde på en stol, som min krop kommer til at hade mig for at have brugt timer på. Og så trækker det virkelig tænder ud at skulle indgå i en social setting så intenst over så langt et stræk, for det kræver min koncentration og mit nærvær på en måde, jeg ikke længere mestrer så godt, som jeg gjorde førhen. Det hele vælger jeg så måske endda at gøre i et par pisseflotte stiletter, for jeg skal fandme også have lov at leve en gang imellem og føle mig flot, selvom jeg godt ved, aftenen havde været blidere gennemført i et par sneakers.

Og når jeg så siger, det sender mig til tælling, mener jeg ikke kun dagen efter. Hvis jeg beslutter at prioritere et festligt arrangement, så betaler jeg som regel prisen for det i op til en uge efter. Min krop er i underskud, mit hoved er mast og jeg har et voldsomt behov for ro og få forpligtelser på den anden side. Det er jo ikke altid, man kan bestille den slags hverdag, og så kan jeg risikere at presse citronen til et punkt, hvor skrællen mases åben. Det afføder endnu mere behov for restitution, og så er den onde cirkel ligesom komplet. 

Derfor er tid ikke lige med kræfter for mig. Hvor meget jeg ellers gerne ville kunne gøre, nøjagtig hvad jeg har lyst til og præcis på den måde, jeg føler for det, så er det ikke længere en mulighed for mig. Og det har det efterhånden ikke været i nogle år. Mine kræfter skal bruges med omhu, og i de (meget) få situationer, hvor jeg bryder ud af mit faste mønster med kost, motion og den rigtige mængde hvile og ro, skal der lægges en skudsikker plan for, hvordan jeg kommer ovenpå igen. For det sker ikke automatisk, og jeg kan ikke forvente, at min fysik og mit hoved retter ind efter mine behov, jeg er nødt til at være den lyttende part i den konstellation. 

Derfor er det dyrt for mig at gøre noget ud over det sædvanlige, og derfor kan jeg ikke bare se blanke felter i min kalender som muligheder for at kaste mig ud i noget uforudset eller bare beskedent socialt. For kræfterne rækker ganske enkelt ikke. Dertil bruger mit system alt for meget energi på at tage sig af endometriosen.

Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link. Det er gratis og helt uforpligtende...