Min cykel kender efterhånden selv vejen til Christiansborg. Er du gal, den har rullet derind mange gange for at fortælle vores folkevalgte om, hvor vigtigt det er, vi gør noget ved endometriose. Et utal af gange har jeg sat mig ned og holdt en speed-tale til en politiker om, hvordan sygdommen ødelægger kvinders liv, som det er i dag, og at vi ikke er gearet til at håndtere det. Jeg er hver gang blevet taget alvorligt, men jeg er også hver gang draget hjem med en følelse af, at det ikke som sådan flyttede noget.
Sådan var det ikke i går. Der var jeg nemlig inviteret ind på Borgen til et møde med det udvalg under sundhedsudvalget, der er nedsat for at se på den åbne høring, der kommer i Folketinget til november. Camilla Fabricius (S) og Per Larsen (K) er dem, der har trukket læsset med at lave et oplæg til sundhedsudvalget, som medlemmerne altså bakkede op om i slutningen af august, og derfor kommer endometriose på dagsordenen og helt op på den store scene på Christiansborg.
Så nu begynder det store forkromede puslespil. For hvem skal tegne det store billede for os, hvem skal sætte ord på, hvad udfordringerne er for kvinder med endometriose, og hvordan vi kommer videre fra, hvor vi er lige nu. Som jo virkelig ikke er noget prangende sted. Hvordan får vi nedbragt diagnosetiden, hvordan sørger vi for bedre og mere skånsomme forløb, og hvordan sikrer vi, at de kvinder, der får deres liv vendt på hovedet på grund af sygdommen, får et mere værdigt liv, end det er tilfældet i dag?
Det er alt sammen en del af det arbejde, der pågår netop nu som forberedelser til høringen i november. Og derfor brugte jeg min tirsdag eftermiddag på Christiansborg. For jeg har takket ja til at hjælpe udvalget under sundhedsudvalget med at sammensætte det helt rigtige program for sådan en høring, og det er en opgave, jeg går til med den største ydmyghed. For det er lige nu, vi har hullet ind til politikerne, og den åbning skal bruges klogt, respektfuldt og med omhu. Det handler om at få stykket det bedst mulige program sammen, hvor vi kan gøre omverdenen klogere på endometriose. Og så skal vi også se fremad og pege på mulige løsninger, som kan løfte udredningen, diagnosticeringen og behandlingen til et højere niveau, end den er i dag.
Jeg håber, vi alle kan stå sammen om at udnytte den her mulighed til det bedste og hjælpe hinanden til bedre vilkår. Både for os, der lever med sygdommen i dag, men særligt for dem, der kommer til at lide af endometriose i fremtiden, som vi måske i fælles flok kan sørge for kommer mere skånsomt igennem.