top of page

Bloody Hell fylder fem år

  • louisedreisig
  • 9. okt.
  • 2 min læsning

ree

Den 9. oktober vil for altid være en særlig dato for mig, for på den dato tilbage i 2020 udgav jeg Bloody Hell. Det var min debut som forfatter, men det var samtidig også første gang, jeg fortalte hele Danmark, hvor meget jeg havde lidt igennem årene, og hvordan jeg havde bidt tænderne sammen for at blende ind i samfundet og være på lige vilkår med alle andre. Men jeg havde nået min grænse for, hvad jeg kunne bære i stilhed, og så valgte jeg altså at råbe i den store megafon.


Jeg havde da ved den søde grød mange overvejelser om, om jeg overhovedet skulle udgive den, da jeg havde færdiggjort den, for det var jo ligeså meget en selvterapeutisk øvelse, da skriveprocessen stod på. Men jeg kunne også mærke, at min egen indignation over, hvor alene jeg følte mig, da jeg var allermest syg, efterlod et behov for at dele med andre, der var i samme situation. Det er hæsligt og ensomt at være ramt af endometriose, og hvis min historie kunne hjælpe bare nogle få, ville det være det værd for mig.


Den gjorde heldigvis meget mere end det, og behovet for at være en del af et fællesskab som endometriosepatient stod bøjet i neon for mig efter udgivelsen. Min indbakke var rødglødende. Og jeg var væltet helt bagover af det. På et tidspunkt var det næsten helt uoverskueligt for mig, men det viste mig bare, hvor rigtig og vigtig bogen var og er. Og så viste det mig, at der er en skævhed i vores samfund. Når så mange kvinder fortæller enslydende historier om svigt af systemet og forandrede liv som resultat af det, kunne jeg se, at den bog skulle endnu mere end at være en ven i et sygdomsforløb.


Så jeg begyndte at invitere mig selv på kaffeaftaler på Borgen og have bogen med under armen. Den åbnede døre på en langt mere kraftfuld måde, end hvis jeg var kommet tomhændet. Den skubbede til, at vi for alvor startede samtalen om endometriose og dernæst kvinders sundhed generelt. Det er jeg simpelthen pavestolt over, og der er heldigvis begyndt at ske ting, som gavner kvinders sundhed. Men jeg håber også, at vi her fem år efter, at Bloody Hell kom til verden, snart får en stor overordnet plan for, hvordan vi gør med endometriose og kvinders sundhed i fremtiden, så man ikke skal straffes for at blive syg som kvinde.

 
 
 

Kommentarer


Skriv gerne til mig. Jeg bliver kisteglad for inspiration

Tak for din besked!

© 2020 by Bloody Hell

bottom of page