Det er gået op for mig, hvordan endometriose sker i faser. Som tingene er i dag, er jeg i en kontrolleret fase. Det lyder nok lidt federe, end det egentlig er. For det er rimelig meget røv, og det kræver ekstremt meget af mig at være dér. Det betyder ikke, at jeg er smertefri, det betyder heller ikke, at jeg danser rundt småfuld med armene over hovedet i frihed. Så langt fra. Men det er dog mere kontrolleret, end det var for nogle år siden.
Jeg bliver mindet om det, når jeg hører fra nogle af jer, der kæmper med sygdommen på samme måde, som jeg selv gjorde, da jeg ikke var nået langt nok til at få den rigtige hjælp og ikke var stærk nok til at stå ved, hvor sindssygt jeg havde det. Når jeg får en besked fra en anden kvinde, der slås med endometriose, kan jeg næsten på et sekund kastes tilbage i de år, hvor det hele var dødssmerter og komplet kaos.
Jeg fortrænger helt klart de år til hverdag, for det er på ingen måde rart at se tilbage på. Den måde jeg blev sat ud af spillet og ofte ikke delte det med én eneste. Hvordan jeg ind imellem skulle skrabe mig selv af min seng, fordi smerterne i min krop næsten ikke tillod bevægelse. Hvordan enhver tanke om mad gav mig en intens kvalme, mens min krop skreg på energi. Hvordan jeg i de værste perioder vred mig og skreg i smerter, jeg ikke anede, hvornår ville slippe min krop.
Hvordan jeg fabrikerede den ene undskyldning efter den anden, som jeg kunne bruge i de forskellige sammenhænge (og de var mange), hvor jeg skulle forklare min manglende tilstedeværelse. Hvordan jeg rigtig ofte måtte indtage smertestillende medicin i mængder, der kunne slå en hest bevidstløs for overhovedet at kunne hænge sammen og være i verden. Hvordan jeg selv efter den værste krise var overstået kunne være så medtaget i min krop, at jeg følte, jeg havde løbet et maraton, været på dødsdruk og havde en hidsig influenza oveni hinanden. Det tog flere dage, før jeg igen følte mig som mig selv igen.
I den periode hvor jeg havde det allerværst, var jeg oven i købet “heldig” med, at jeg ofte arbejdede om aftenen. På den måde havde jeg muligheden for at bruge hele dagen - og jeg mener HELE dagen - på at få mig selv så meget i vater, at jeg var i stand til at passe mit job. Men det var altså også timer, jeg udelukkende brugte på at justere min tilstand, og skulle jeg være mødt om morgenen, havde jeg ganske enkelt ikke været i stand til at møde ind som vagtsat.
Og når jeg så nu siger, at jeg lever et kontrolleret liv med min sygdom, er der jo nogle ting, der skal med i kabalen. Først og fremmest det faktum at jeg ikke længere har menstruation, fordi mit underliv blev fjernet ved den seneste operation. Desuden er jeg under rimelig heftig medicinsk behandling, det er jo også med til at holde en vis balance i mine smerter. Og så er der alle de ting, jeg selv gør. Alle dage er lagt i skema, for hvis det skrider, så skrider jeg med, og så tager det dage på den anden side at samle mig op igen. Så ingen faser er fede. Helt ærligt. Men når jeg får en besked fra én af jer, der kæmper i den der intensive fase, hvor det føles som om, alt falder fra hinanden - ja, så bløder mit hjerte ekstra meget. For det er en helt urimelig situation.